Sådan finder du vej til Arnbjergparkens legeplads

Vejarbejde: Midtbyens store legeplads er fortsat åben, mens der graves i Storegade, men der er lukket fra indgangen fra Skansen af sikkerhedshensyn. Det skyldes, at entreprenøren skal bruge området til oplag af materialer og til skurvogne, hvorved der vil være en del arbejdskørsel på arealet. Der er fortsat adgang til legepladsen fra Arnbjerggade, og det har man nu tydeliggjort med blå skilte, der viser vej fra Skansen gennem Arnbjergparken til legepladsen. Man håber, at de nye skilte fjerner usikkerheden omkring, hvordan man kommer ind til legepladsen.

Kigger du nærmere på billedet, så er der et gult skilt ovenover det nye blå skilt. Det gule skilt betyder, at parkeringspladsen er lukket. Det betyder faktisk, at man ikke må holde her i perioden fra 22. juni til 1. december. Som det ses af billedet, så er det ikke alle bilister, der forstår skiltet. Til deres orientering spærres området snart af med hegn.

Så må man håbe, at bilerne er væk inden da…