Sådan undgår du at din stemme går til spilde

Af Steen Holm Iversen, Borgmesterkandidat Det Konservative Folkeparti, Lundvej 154, 6800 Varde

Udviklingslisten skriver i et indlæg på dette medie at en stemme på et parti i et valgforbund er en spildt stemme.
Enten har de gode folk bag Udviklingslisten ikke rigtig sat sig ind i talgymnastikken fra sidste valg, eller også er det et slet skjult forsøg på at skræmme vælgerne væk fra de partier og lister, der har indgået et teknisk valgforbund.
Virkeligheden er, at en stemme på en lokalliste som Udviklingslisten, der står udenfor et forbund, hurtigt kan ende i skraldespanden. Et teknisk valgforbund sikrer at din stemme netop ikke falder på gulvet. Ca. 2500 stemmer ved sidste valg i 2017 gik tabt, og endte med at tilfalde de to største partier i Byrådet pga. den gældende valglov.
Jeg synes egentlig det er et lidt kækt indlæg af Udviklingslisten. Historien viser at lokallister som Udviklingslisten ikke har de store overlevelseschancer. Hverken i Varde eller i resten af landet. De forgår ofte i nid og nag, som vi har set med både Lokallisten og Borgergruppen.
Vil du sikre din borgerlige stemme en indflydelse ved det kommende valg, skal du stemme Konservativt. Det vil sikre din stemme indflydelse i Varde byråd i de kommende fire år. Mens lokallister kommer og går, sikrer Det Konservative Folkeparti dig indflydelse, forandring og udvikling. Det har vi gjort i 150 år og det agter vi at blive ved med.