Til premieren sad jeg ganske spændt og ventede i teatersalen i Janderup. Jeg havde læst lidt om Hjem kære hjem, men havde ikke sat mig yderligere ind i historien.
Ganske få minutter inde i stykket sad jeg på kanten af stolen. Man blev som publikum på en forunderlig måde trukket ned på scenen ind midt i dramaet, der af og til gjorde ondt langt ind i sjælen.
Stykket er yderst aktuelt, og giver uvilkårlig anledning til debat om den tid, vi befinder os i lige nu med krig i verden. Man fornemmede mere end tydeligt smerten og frustrationerne hos hver enkelt af de tre personligheder spillet brillliant af den forrygende Neklas Klausen, Cathrine Kronborg Schimler Tøt og Jonas Flindt-Christensen.
Køreturen hjem fra Janderup gav under alle omstadigheder anledning til en evaluering – hvor min gode halvdel konkluderede, at han var lykkelig for, at han stoppede i militæret i tide….
STÆRKT autentisk skuespil!
Grib muligheden og få købt en billet – stykket spiller lige nu og frem til d. 17. november – se mere på 7-kanten.dk
Om: Prisbelønnet enakter af Andreas Garfield
En hjemvendt soldat besøger en gammel kammerat og dennes nye kæreste. Parret har hus i Hvidovre og dagligdags jobs. Meget langt fra den virkelighed, soldaten har lagt bag sig i Irak og Afghanistan. De har alle hemmeligheder for hinanden, men det er soldatens virkelighed og hemmelighed, der tænder lunten og får det hele til at eksplodere, og meget direkte og virkelighedstro lukker krigen ind i det lille hjem.
Han er færdig med det eneste, han kan – at være soldat. Sendt hjem, fordi han er mentalt ustabil.
– Andreas Garfields dramatik skinner igennem som en krystalklar skildring af virkeligheden – men med et dramatisk twist – der får fiktionen til at føles mere virkelig end virkeligheden selv. Han har en unik evne til at kombinere skarpe iagttagelser, menneskeskildringer og humor. Selvom stykket skildrer det personlige udfald af 00’ernes invasion af Irak, er det mere end let at finde tråde til i dag, hvor vi endnu engang er med i en krig, der ryster verden i sin grundvold. Dramaet kan det, som nyhedsmedier ikke formår – gennem fiktion at skabe et oprigtigt refleksionsrum for vores deltagelse i verdens konflikter og krige, siger instruktør Martin Svinkløv.
Forestillingen spilles i 7-kantens teatersal i Janderup og varer 1 time og 15 minutter – der er ingen pause.
Forestillingen er egnet for publikum fra og med 14 år.
Kim – Neklas Klausen
Iben – Cathrine Kronborg Schimler Tøt
Carsten – Jonas Flindt-Christensen
Instruktør: Martin Svinkløv