“Skal vi alle leve som vegetarer, for at vi kan nedbringe CO2?”

 Af Preben Friis-Hauge (V), folketingskandidat og formand for Varde Kommunes Plan- & Teknikudvalg., Søndergade 18, 6862 Tistrup.

 

Varde Kommune har netop fået lidt “fame” fordi landmænd i Varde kommune sender mange ansøgninger afsted på udtagning af lavbundsjorde og vådområder. Mange af dem er også kommet igennem. Det er super.

Det er bare ikke nok. Vi skal videre. Og det kommer vi.

Mens landbruget selv finder gode individuelle og intelligente løsninger på nedbringelse af CO2 gennem ændring af foder, brændstof og meget mere, så er nogle borgere meget fokuseret på forbruget af kød, og særligt oksekød og dettes CO2 aftryk. Man sammenligner fx oksekød med kyllingekød, og udbasunerer, hvor stor en synder oksekød er i dets CO2 aftryk. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke kan eller ikke vil skelne imellem, om oksekødet kommer fra Argentina, eller fra et sted i Varde kommune, og måske kun 15 km fra hvor jeg bor, eller lige rundt om hjørnet.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor vi ikke taler om mejeriprodukter fra køer. Det er jo næsten lige så CO2 belastet som kød fra køer. Er vi igang med en vegetar versus ikke-vegetar dagsorden, mere end vi drøfter nedbringelse af  CO2?

Jeg håber vi får en fair debat på, hvordan landbruget i endnu større grad end nu, kan bidrage til nedbringelse af CO2, uden at vi flytter produktion og arbejdspladser ud af landet.