POKÉMON, DU SKAL (IKKE) FANGE DEM (ALLE SAMMEN)

I weekenden blev det officielt muligt at downloade app’en Pokémon Go til mobiltelefonen her i Danmark. Det har givet en del opkald på 114, for det skaber åbenbart nogle uhensigtsmæssige situationer, når Pokémon Go-spillerne drager ud på livets vej med en vilje af stål og et enkelt mål om at fange Pokémoner.

Til de uindviede, så er Pokémon Go et spil til mobilen, hvor man skal… Ja, vi har egentlig lidt svært ved at forklare og forstå, præcist hvad det er, men brugerne bevæger sig i hvert fald rundt i det offentlige rum med deres mobiler og fanger Pokémon-figurer på skærmen af deres telefoner.

Det har som sagt allerede givet nogle udfordringer, når Pokémon Go-spillerne rejser ud i det blå og leder overalt efter Pokémoner.

For lige at nævne nogle af udfordringerne, fortæller man fra Politiet om henvendelser fra butikker, hvor folk vader ind i tøjstativer, man får henvendelser om trafikanter, der stopper brat op for at fange Pokémon-figurer, og politiet får henvendelser om uopmærksomme cyklister og fodgængere, samt henvendelser om personer, der går ind på privat grund, byggepladser og lignende.

Derfor har Politiet en servicemeddelelse til alle Pokémon Go-spillere:

Husk at tænke jer om, når I begiver jer ud på togt. Kig op fra telefonen ofte, når I går tur, og lad telefonen HELT være, når I cykler eller kører bil. Lad være med at gå ind i folks haver, på virksomheders P-pladser og lignende, også selvom Pikachu er der.

Helt generelt kan vi koge rådene ned til: Vær opmærksom, vis hensyn og begiv jer ikke ind på privat grund.

Vi ønsker jer en god og sikker Pokémon-jagt.

På Bolius.dk skriver man følgende:

Privat grund er no-go for Pokemon Go

Spiller du Pokemon Go skal du følge samfundets gældende regler, og udvise generel respekt for andres færden og privatliv.

Går du fx i et boligområde, må du ikke gå ind på eller gennem andres private grund. Du må heller ikke tage billeder af andre eller deres grund uden tilladelse. I værste fald risikerer du en bøde eller en fængselsstraf.

Pokemon Go bruger telefonens kamera til at fange pokemons. Men så længe du ikke tager et billede med kameraet, må dette godt pege ind på eller over privat grund.

Når du spiller Pokemon Go, skal du overholde samfundets gældende regler. Ift. boligejerne er reglerne:

  • Spillerne må ikke gå gennem eller ind på privat grund (fx en indkørsel, have eller lignende)
  • Spillerne må ikke bevæge sig på byggegrunde eller byggepladser
  • Der må ikke bruges andres wi-fi-forbindelser (uanset om der er kode på eller ej)
  • Der må ikke tages billeder af privat grund eller andre mennesker

Derudover skal du vise hensyn til andres færden og privatliv.

Kilde: Advokat Mikael Kenno Fogde, Realdania & fagekspert Tine Nielsen, Bolius