SportsPark indtager Vejers

Snart kan sommerhusejere, deres gæster og fastboende opleve de samme muligheder, som tilsvarende har kunnet i Blåvand siden sommeren 2016. Nemlig at kunne besøge et topmoderne fitnesscenter på over 150 m2, som er centralt beliggende i Vejers.

– Vi har en stor ambition om, at være tilstede i hele Blåvandshuk og dette er nu indfriet med etableringen i Vejers, siger direktør Peter Nielsen.

– Vi syntes selv, at vi fået byens bedste placering overfor Bagerhuset og et dejligt lokale, som ganske enkelt er oplagt til at huse et fitnesscenter. Vi har netop modtaget nøglerne i dag til lokalet og målet er at åbne til vinterferien. Vi har fået rigtigt god erfaring fra etableringen af Blåvand afdelingen, som har været en solid succes og det har vist sig, at turistanalyserne holder stik og at der var og er et behov. Fitness er kommet for at blive og dyrkes dagligt, også under ferien af mange. Der mangler ganske enkelt også aktivitetsmuligheder for de unge feriegæster og fitness er bare populært. Dette har de nu mulighed for med etablering fitnesscentret på Vejers Havvej 58d.

De fleste gæster er sikret adgang via de meget populære sommerhuspakker, som vi udbyder. Eksempelvis koster det Kr. 1.300,00 for en sommerhusejer og deres gæster at få adgang til fitnesscentrene i Blåvand og Vejers. Der er også muligheder for at tilkøbe koncepter som giver adgang til svømme – og badelandet i Oksbøl og dele af den vidunderlige golfbane i Ho.

– Der vil naturligvis også være mulighed for at købe dagskort, ugekort, månedskort samt medlemsskaber. Medlemsskaber som giver mulighed for nu at træne i hele tre centre, slutter Peter Nielsen.