Stig Rossen til GoVarde.dk: Det bliver en fest i Arnbjerg

Efter den danske sanger Flemming Bamse Jørgensens alt for tidlige død nytårsnat 2011, blev Stig Rossen spurgt, om han ville påtage sig at gennemføre en planlagt koncert i Syvstenhallen ved Sæby. Den koncert og en senere mindekoncert førte til, at Stig og Vennerne, når kalenderen tillader det, fortsat optræder med Flemming Bamse Jørgensens store sangkatalog, til glæde for rigtig mange fans.
På torsdag kan du møde dem under bøgene i Arnbjerg til Torsdagskoncerten.
En koncert Stig Rossen glæder sig til.
– Jeg har jo optrådt i den smukke Arnbjerg Park før – et fantastisk sted – og jeg er sikker på, at vi får en fed fest, fortæller Stig Rossen til GoVarde.dk
– Reaktionerne er altid de samme. Om man er otte eller 92 år betyder intet. Alle kan synge med på “Hvorfor går Louise til bal….”
– Og om det er i en lille hal eller på en stor scene, så skabes der altid en fest.
– Vi har optrådt for 16-20.000 personer til Vordingborg Festuge og i et medborgerhus for 200 personer. Hver gang er glæden den samme, fortæller Stig Rossen.

Stig Rossen er meget ydmyg og stolt over at kunne få lov til at stå i spidsen for Bamses Venner

3/4 dels takt
Lige siden Bamses Venner startede op, har Bamses folkelige musik skabt stor glæde.
– Jeg plejer at sige, at Flemmings musik er livsglæde i 3/4 dels takt, griner Stig Rossen, som også giver sit bud på, hvorfor Bamse kunne bevare sine mange fans.
– Han havde jo en sindssyg god stemme, men fik måske ikke den credit, han havde fortjent, for han sang faktisk enormt godt, og så sang han som han talte.
“Go daw do. Ve du dans mæ mig” er nok det mest kendte eksempel. Jo, han var en jyde med begge ben solidt plantet i den jyske muld, fortæller Stig Rossen, som altid har været en fan af Bamses Venner.
– Derfor fortæller jeg også før hver koncert, at jeg ikke erstatter Bamse, men hylder ham, tilføjer Stig Rossen.

Bandet rebookes
Fra at have lavet syv koncerter er Stig og Vennerne nu oppe på 40-50 koncerter om året.
– Bandet blev jo rebooket inden Bamses død, og det er bare fortsat. Der findes rigtig mange trofaste arrangører, fortæller Stig Rossen.
– Vi har spillet i Syvstenhallen 33 år i træk og ved Vordingborg Festuge i 28 år.
– Mange loyale fans har været med i 35 år, og de vidste hvad de fik, når Bamses Venner gik på scenen. Rammerne var lagt.
Men den store succes har også betydet, at Stig Rossen har fået mere at se til.
– Lad os sige det på den måde, at når jeg skal bookes, bliver det efter først til mølle konceptet og bandet har altid første prioritet.
– Jeg har bevæget mig meget indenfor den folkelige del, men med vennerne er jeg tlbage til rødderne. Nu danser jeg rock og rul igen, slutter Stig Rossen.

Billetter til Torsdagskoncerten kan købes på www.billetten.dk  til en pris á 175 kroner pr. stk. + gebyr.