DMI melder storm, så har du ikke fået trampolinen eller havemøblerne sat i haveskuret, kunne det være en god ide at få gjort nu.
Lørdag: Blæsende med en frisk vind til kuling fra vest og sydvest, der om eftermiddagen tiltager til hård vind til hård kuling, ved Vestkysten stedvis stormende kuling, med vindstød af stormstyrke. Mest skyet og perioder med regn, men i den vestlige del af landet ud på dagen måske stedvis lidt eller nogen sol . Temp. mellem 6 og 10 grader. Om aftenen og natten hård vind til hård kuling fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis stormende kuling og lokalt måske storm, med kraftige vindstød der lokalt kan nå orkanstyrke. Det klarer noget op med vekslende skydække, dog med mulighed for byger. Temp. mellem 3 og 6 grader.
Søndag: Forstat blæsende med en hård vind til hård kuling fra nordvest, ved kysterne stedvis stormende kuling, med kraftige vindstød, men vinden aftager langsomt til jævn til hård vind. Mest tørt med en del sol de fleste steder, men i den sydvestlige del af landet bliver det i dagens løb mere skyet. Temp. omkring 5 grader. Om aftenen og natten i de nordlige og østlige egne i starten klart vejr, eller skyet og stedvis lidt regn eller slud. Temp. mellem 2 graders frost og 3 graders varme. Vinden aftager yderligere og bliver svag til jævn fra skiftende retninger.