Når man nu har boet her i kommunen i 24 år, så er det vist på tide at nedfælde et par ord om det, der virkelig har undret mig gennem alle årene. Så meget, at mine piger stopper mig, inden jeg begynder at tale om det. For det gør jeg hver eneste gang turen går til Esbjerg.
Det er altså mærkeligt. Straks du er igennem Tarp, opstår ganke andre færdselsregler end dem, jeg kender. Ikke at det som sådan generer mig – men ja… jeg undrer mig!
I Esbjerg standser bilister for grønt…! (???)
I Varde kører folk over for gult i det sekund det skifter til rødt.
Jamen det er rigtigt?!
Man skal alligevel gennem adskillige lyskryds for at komme gennem Esbjerg, og det er det samme med dem alle – hver gang! Folk sætter farten helt ned, på trods af der er grønt lige foran dem – og ofte standser de bilen, som om de liiiige vil vente i tilfælde af, at det nu skulle skifte til rødt i samme øjeblik. Og det gør det jo næsten, men jo ikke NU?
Jeg er helt med på, at man skal færdes trygt og ordentligt i trafikken. Jeg kan have en lille kedelig tendens, jeg ikke selv bryder mig om, at være sådan en, der hvæser “IDIOOOT” efter andre bilister velvidende, at de jo ikke kan høre mig. #mensåfikmanjoafløb
Det er min klare overbevisning, at man burde have kørt hjemmefra 10 minutter tidligere, hvis man spæner over gult/rødt med 60 i timen – men omvendt, så giver det simpelthen ikke mening at bremse op, når der er klart og tydeligt grønt.
Måske er det en anden form for køreskolelærdom, man benytter i 6700?
Hvorom alting er, så når vi nok det vi skal nå, og det er vel også bedre at bremse lidt for grønt end det er at blæse over for lyserødt.
Men jeg undrer mig nu alligevel hver gang…
#kørordentligt #kørbilnårdukørerbil