Styr på rejseforsikringen?

Udenrigsministeriet: Hvis du rejser uden for Danmark, Færøerne og Grønland, opfordres du til at tegne en privat rejseforsikring.

Rejser du uden for EU-landene, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz og Storbritannien, er du ikke dækket af den offentlige sygesikring i Danmark, og du kan derfor hverken anvende dit gule sundhedskort eller dit blå EU-sygesikringskort.

Rejser du inden for EU-landene, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz og Storbritannien, kan du anvende dit blå EU-sygesikringskort. EU-sygesikringskortet dækker dog ikke alle udgifter eller i alle situationer, hvorfor det ikke er et alternativ til en privat rejseforsikring. Læs mere nedenfor.

Rejser du i de andre nordiske lande, kan du anvende dit gule sundhedskort sammen med billedlegitimation, men vi anbefaler, at du også medbringer dit blå EU-sygesikringskort. Læs mere nedenfor.

Udenrigsministeriet og de danske ambassader og konsulater kan ikke hjælpe dig med at dække udgifter til hverken lægehjælp, hospitalsindlæggelse eller hjemtransport, hvis du rejser i udlandet.