Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod fupopkald, hvor kriminelle forsøger at lokke NemID-oplysninger ud af borgere
Kriminelle kan lyde yderst overbevisende, når de ringer og udgiver sig for at være fra politiet. Det var tæt på at koste en ældre kvinde fra Esbjerg 350.000 kroner.
En ældre kvinde fra Esbjerg var i sidste uge tæt på at blive bedraget for 350.000 kroner, da en kriminel ringede hende op og udgav sig for at være fra politiet i Fredericia.
Den falske betjent lød meget overbevisende og kunne fortælle, at kvindens bankkonto var ved at blive hacket. Men han kunne stoppe misbruget, hvis blot hun oplyste hendes personnummer, kontonummer samt NemID-koder.
Da borgeren var i god tro, udleverede hun oplysningerne. Og den kriminelle forsøgte derefter at overføre 350.000 kroner fra kvindens konto til en udenlandsk bank, men overførslen blev spærret af borgerens pengeinstitut, der fattede mistanke til overførslen.
Bedrageriet blev efterfølgende anmeldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, der efterforsker sagen.
Vær agtpågivende
Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion oplyser, at politiet oplever en stigning i antallet af denne type fupopkald. Og han opfordrer borgerne til at være yderst agtpågivende og aldrig udlevere personnumre, kontooplysninger og NemID-koder til folk, de ikke kender.
– Der er tale om meget udspekulerede telefonopkald. Vi har eksempler på, at de kriminelle har brugt rigtige betjentes navne, og i dette tilfælde har den kriminelle fiflet med teknikken, så det ser ud som om, at der er ringet fra et telefonnummer med cifrene ”14 48”, som mange forbinder med politiet, forklarer Chr. Østergård.
Han understreger samtidig, at hverken banker, politi eller andre myndigheder vil bede om at få udleveret for eksempel NemID adgangskode, NemID engangskoder og personnumre.
Spoofing
Teknisk fifleri med telefonnumrene kaldes for spoofing. Den kriminelle benytter en teknik, hvor det ser ud som om, at opkaldet kommer fra et autoriseret telefonnummer, for eksempel politiet, en anden myndighed eller en bank. Er man i tvivl om, hvorvidt opkaldet er korrekt, skal man ringe op på hovednummeret og blive stillet om til den medarbejder, det drejer sig om.