Teater i generationer

Når 7-kantens vinterspil Grease går over scenen i Musikhuset Esbjerg til februar, så er der to familier repræsenteret med både forælder og datter. Det er samtidig nogle af de familier, som mere eller mindre har viet deres liv til teater og 7-kanten.

– For det første, så kan vi godt lide det, fortæller Heidi Gantzel, 49 år, mor til Sofie på 17 år, som begge er med.

– Sofie er lige kommet hjem fra et efterskoleophold og havde lyst til at spille teater igen, og da der lige var en rolle til en kvinde, der ikke var helt ung (Miss Lynch), så sagde Sofie: Det kunne da være hyggeligt mor!

Sofie og Heidi Gantzel
Sofie og Heidi Gantzel

– Vi bruger meget tid på teater i vores familie. Så er det godt, vi kan følges ad. På den måde tager man ikke noget fra familien, siger Heidi.

– Personligt ville jeg nødig skulle stå som tilskuer i en håndboldhal lørdag efter lørdag. Og i Grease er vi også sammen med vores meget gode venner, familien Gudmundsen!

Ole og Sanne spiller sammen

Familien Gudmundsen består i Grease af far Ole, der er 54 og datter Sanne på 17.

– Det var ikke en indbyrdes aftale, men det flaskede sig bare sådan, siger Ole.

– Det var ikke, fordi vi skulle spille sammen, men det er rigtig hyggeligt, at vi kan være sammen om sådan et projekt.

Hjemme hos begge familier handler det meget om teater. Nogle gange hver for sig og andre gange i flok.

Hos familien Gantzel skiftes hele familien til at være på scenen, enkeltvis eller sammen.

Hos familien Gudmundsen kan man også møde dem alle på scenen, men oftest er mor Jonna bag scenen, hvor man også kan møde døtrene Sanne og Fie.

– Det gør, at vi har en forståelse for hinanden og den store interesse vi deler, fortæller Ole.

Familierne Gantzel og Gudmundsen kan opleves sammen med et hold fantastisk dygtige unge mennesker i forestillingen Grease i Musikhuset Esbjerg fra torsdag den 16. februar.

Billetter fås på 7-kantens hjemmeside www.vinterspil.dk eller direkte i musikhuset på www.mhe.dk.