Telefonsvindel for millioner

Politiet oplyser: TELEFONSVINDEL FOR 100 MILLIONER
I 2022 er især ældre borgere blevet svindlet eller forsøgt svindlet for næsten 100 millioner kroner over telefonen, og antallet af sager stiger.
Den 5. januar 2023 anholdte politiet 135 muldyr, der har medvirket til hvidvask af de stjålne penge fra bl.a. telefonsvindel.
Politiet gør meget for at bekæmpe gerningspersonerne, men det bedste for de ældre vil selvfølgelig være helt at undgå at blive svindlet.
Derfor indgår politiet nu i et nyt samarbejde med Ældre Sagen, Det Kriminalpræventive Råd og Finans Danmark, der skal styrke ældres robusthed mod svindel over telefonen.
Vi har derfor brug for din hjælp til at sprede budskabet. Vi ved, at ældre lytter til gode råd fra familie og venner.
Del opslaget og tag en god snak med dine forældre, bedsteforældre, naboer osv. om telefonsvindel.
Husk dem på at banker, myndigheder eller virksomheder aldrig vil ringe og bede en om at overføre penge eller få adgang til ens netbank.
SMÆK RØRET PÅ
Tre gode råd fra politiet:
– Vær på vagt – det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge.
– Smæk røret på – hellere et nej for meget!
– Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående.