Trods blåstempling fra EU: Risiko for algeopblomstring i Kvie Sø

Varde Kommune kan igen ophæve den generelle advarsel imod badning i Kvie Sø. Men på grund af en aktuel mistanke om alger, bør badegæster være opmærksomme i den kommende tid.

Varde Kommune kan nu ophæve den generelle advarsel imod badning i Kvie Sø. Det sker på baggrund af, at Det Europæiske Miljøagentur EEA giver Kvie Sø badevandsklassifikationen “tilfredsstillende kvalitet”.

Men på grund af en aktuel risiko for algeopblomstring i Kvie Sø bør badegæster være opmærksomme.

Algeopblomstringen kan komme fra dag til dag og viser sig i form af, at vandet bliver meget uklart, grumset eller misfarvet.

Hvis dette sker, skal gæster ikke bade i vandet. Besøgende bør i så fald heller ikke lade hunde drikke af vandet fra søen.

Varde Kommune følger situationen, og der er sat plakater op ved Kvie Sø med oplysninger om, at besøgende skal holde øje med tegn på algeopblomstring og følge disse baderåd:

Bad og leg ikke i vandet, hvis det er så uklart, grumset eller misfarvet, at du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene.
Bad og leg ikke i opskyllede alger eller kraftig algeskum i vandkanten.
Lad ikke hunden eller andre husdyr drikke af vand med alger.
Hvis vandet er klart og rent, kan du godt bade.

Fakta

Badevandsklassifikationerne er en overordnet beskrivelse af badevandskvaliteten, og de er beregnet ud fra de seneste fire års badevandsprøver.
Der er ved en algebestemmelse påvist lave koncentrationer af cyanobakterier (ofte kaldet blågrønalger) i Kvie Sø. Niveauet svarer til WHO’s rentningslinjer ”hold øje”.
Følg den seneste udvikling i vandprøver på Varde Kommunes hjemmeside: www.vardekommune.dk/badevand