Unge revypiger har stor erfaring

Hvordan mon et robotsamfund fungerer?

Det er bare et af de aktuelle emner, som de unge i 7-kanten tager under kærlig og særlig behandling i revyen ”Ungdommen passerer revy”, som bliver præsenteret i 7-kantens teatersal i Janderup i dagene 22.-24. februar.
Ni unge skuespillere er på scenen, og de kommer med masser af teatererfaring. Det gælder blandt andre Nikoline Bjørnskov Sørensen, 15 år og fra Esbjerg og Signe Brydsø, 14 år og fra Frøstrup.
Nikoline var kun fire år, da hun blev medlem af Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, og for to år siden søgte hun nye udfordringer i 7-kanten. På Storeholdet mødte hun Signe, der begyndte på Mellemholdet for cirka fire år siden.

– Jeg var også med i revyen sidste år. Det var en god oplevelse, så vi en del gengangere, siger Nikoline.
Signe er revydebutant, men kendte et par stykker fra Storeholdet.
– Det gjorde det nemmere for mig at blive en del af gruppen og have den tryghed, der er så vigtig, hvis jeg skal give den gas på scenen.
Det, hun har lært i 7-kanten, kan hun også bruge i hverdagen.
– Da jeg sidste sommer skiftede til 8. klasse på Mejls Friskole, skulle jeg fremlægge noget for hele klassen. Min lærer var overrasket over, hvor afslappet jeg var, og det kan jeg takke 7-kanten for.
– Ja, siger Nikoline, vi lærer både at tale højt og at agere naturligt, og så bliver vi rykket ud af vores komfortzone.

I revyen bliver de kastet ud i nye udfordringer.
– Jeg har haft dans, men nu skal jeg synge og danse samtidig. Heldigvis har vi nogle instruktører, som er gode til at fortælle os, hvad vi skal gøre, og de gode til at rose os, siger Nikoline.
Det er igen i år holdet bag sidste års store revysucces, Sanne Gudmundsen, Sofie Gantzel og Mette Iversen, der står for årets revy, og de er gode til at inddrage de unge deltagere.
– Vi brainstormer og finder ved fælles hjælp frem til, hvad der fungerer, hvad der ikke fungerer, og hvordan vi kan gøre det bedre. Det giver et stort engagement og et stort fællesskab, så vi kan levere en revy i et højt tempo. Det bliver rigtig sjovt, er Nikoline og Signe enige om.

Fakta
Ungdomsholdets revy ”Ungdommen passerer revy” spiller torsdag den 22. februar og fredag den 23. februar kl. 19.30 samt lørdag den 24. februar kl. 15.00 og 19.30 i 7-kantens teatersal.

Udover de ni skuespillere medvirker der også et band samt tre korsangere.
Mette Iversen er instruktør, Sofie Gantzel er koreograf og Sanne Gudmundsen er kor- og bandleder.
Billetsalg: 7-kanten.dk.

Foto: Nikoline og Signe sætter deres hat som de vil i ungdomsholdets revy.