Unik kunst og natur danner rammen for stor udstilling ved Blåvandshuk

Lørdag den 22. august kulminerer Wadden Tide 2026 med åbningen af hovedudstillingen på stranden ved Blåvandshuk. Her mødes kunst og natur i en stor udendørs udstilling, hvor kunstnere udforsker menneskets forhold til Vadehavet gennem værker skabt særligt til området.

Nana-Francisca Schottländer, Tidevandsprotokoller, Ho Bugt, 2026. Foto: Barsk Projects

KUNST
Efter en sommer med performances, vandringer og workshops kulminerer kunstudstillingen Wadden Tide nu med åbningen af hovedudstillingen på stranden ved Blåvandshuk den 22. august.
Under titlen Bringing In The Tide undersøger årets udstilling, hvordan mennesker sameksisterer med naturen og de kræfter, der former vores liv. Værkerne tager afsæt i Vadehavets dynamiske landskab og inviterer publikum til nye perspektiver på forholdet mellem menneske, natur og klima.
Ved årets udstilling kan besøgende opleve installationer, skulpturer og performances fra 18 anerkendte kunstnere fra Danmark og Norden frem til den 20. september.
På åbningsdagen vil besøgene kunne opleve performances af Andri Snær Magnason og RAMMATIK.

Program for åbning ved Blåvandshuk Fyr
• 14.00: Åbningstale v. Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune og Claus Brink, formand for Kultur og Sundhed i Varde Kommune
• 14.15: Tale v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl, kuratorer, Empathic Environments
• 14.30: Oplæg v. forfatter Andri Snær Magnasson
• 15.15: Performance Confluence v. RAMMATIK
• 16.00: Omvisning i udstillingen v. kunstnere og kuratorer

Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune:
”Wadden Tide giver både borgere og gæster mulighed for at opleve vores unikke kystlandskab med nye øjne, og vi glæder os til at byde velkommen til åbningen. Udstillingen understreger, at Varde Kommune er en stærk destination, der tilbyder kulturoplevelser i international klasse.”

Claus Brink, formand for Kultur- og Sundhedsudvalget i Varde Kommune:
“Udstillingen viser, hvordan kunst kan skabe nye perspektiver på naturen og landskabet omkring os. Åbningen bliver kulminationen på en omfattende udstilling, som gør kunsten tilgængelig for et bredt publikum i nogle helt unikke og naturskønne omgivelser.”

Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl, kuratorer, Empathic Environments:
“Bringing In The Tide inviterer publikum til at opleve tidevandet, naturens rytmer og de økologiske systemer, vi er en del af, og samtidig giver den perspektiver på Vadehavets tilstand, forvaltning og fremtid. Vi håber, at udstillingen giver anledning til både fordybelse, samtale og en dybere forståelse af de steder og systemer, vi er en del af – nu og i fremtiden.”

Fakta
• Udstillingen Bringing In The Tide, Wadden Tide 2026 følger op på First There Is A Mountain, Wadden Tide 2023.
• Varde Kommune afholder den tilbagevendende udstilling Wadden Tide i samarbejde med Vardemuseerne, Nationalpark Vadehavet, Destination Vesterhavet, Blåvand-Ho Erhverv og Blåvand-Ho Borgerforening.
• Wadden Tide er støttet af Varde Kommune, Varde Byråds Kunstudvalg, Region Syddanmark, Den Jyske Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalpark Vadehavet, Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Ny Carlsbergfondet, Den Obelske Familiefond og Augustinusfonden.