Vær med til Den Store Svømmedag i Blåvandshuk Svømmeklub

Blåvandshuk Svømmeklub stiller op, når det landsdækkende svømmearrangement Den Store Svømmedag løber af stablen den 1. oktober. Der er mulighed for at vinde flotte pengepræmier til arrangementet, som arrangeres af Dansk Svømmeunion og HI (Halinspektørforeningen) i samarbejde med de deltagende svømmeklubber og svømmehaller fra hele landet.

Alle meter tæller

Det er 24. gang Blåvandshuk Svømmeklub stiller op til Den Store Svømmedag, som er Danmarks største landsdækkende svømmebegivenhed. Der er tale om et breddearrangement, hvis primære formål er, at få flest mulige “vandhunde” en tur i den lokale svømmehal. Alle meter tæller i konkurrencen, så der stilles ingen krav til deltagerne om, hvor langt der svømmes.

Kom og få en dukkert

Derfor håber Blåvandshuk Svømmeklub, at så mange som muligt vil kigge forbi svømmehallen i Sportsparken Blåvandshuk søndag den 1. oktober mellem kl. 10.00 og 16.00, hvor dørene er åbne for en gratis dukkert. Alle er velkomne – ingen for gammel, ingen for ung. Det eneste krav er, at du skal kunne svømme eller flyde 25 meter og have lyst til at hjælpe Blåvandshuk Svømmeklub med at få svømmet flest meter og/eller få flest personer i vandet.

Alle, der møder op og hopper i vandet, modtaget et diplom som bevis for deltagelsen i arrangementet. Du har også mulighed for at vinde en af de fine præmier fra sponsorerne, og samtidigt hjælper du Blåvandshuk Svømmeklub tættere på de mange flotte præmier. REMA 1000 sponsorerer desuden i år frugt til alle deltagerne i hele landet.

 

 

Af Sissi Andersen