Varde Apotek: Sådan behandler du lus

Lus i håret er til at slippe af med. Du kan både kæmme og behandle med luseprodukter. Læs apotekets gode råd her:

Tre måder at bekæmpe lus

Hvis du har fået lus i håret, er der flere måder, du kan slippe af med dem igen:

  • Du kan kæmme håret
  • Du kan bruge lusemiddel
  • Du kan bruge både lusemiddel og kæmning.
Vigtigt: Brug kun lusemiddel på personer, som har levende lus. Er du i tvivl, om dit barn eller et andet medlem af familien har lus, må du undersøge vedkommende grundigt de næste par dage og kun behandle, hvis du finder levende lus.

Brug kun rigtigt lusemiddel

Brug kun midler, der er beregnet til behandling af lus på mennesker. Brug fx ikke husholdningssprit, petroleum, sabadilleeddike, kvassiantinktur, vulkansk aske, teatree-olie, rosmarin-olie, loppemidler til hund og kat eller andre insektbekæmpelsesmidler. Der er ingen videnskabelig dokumentation for effektiviteten af disse midler, men de kan indeholde stoffer, som måske har en uønsket virkning på mennesker.

Behandling med tættekam

Kæmning er en effektiv og billig metode til at fjerne lus med. Det er dog en tidskrævende metode, som kræver grundighed.
Begynd med at gøre håret vådt, hæld balsam i, og red håret med almindelig kam eller børste.
Herefter redes hele håret igennem med tættekam fra hovedbund til hårspids. Det er vigtigt, at for hvert tag med tættekammen starter helt inde ved hårbunden, da det er her de fleste lus opholder sig. Efter hvert tag bør tættekammen rengøres med fx køkkenrulle eller bankes af på et hvidt underlag.

Kæm igen hver anden dag

Alle levende lus skal fjernes ved den første kæmning, så der ikke lægges flere nye æg. Nyudklækkede lus er svære at fange med tættekam, og da æg lagt før kæmningen udklækkes i de følgende dage skal du kæmme hver anden dag i 14 dage for at blive lusefri.

Behandling med lusemidler

Der findes forskellige lusemidler til at bekæmpe lus med. Et middel indeholder et stof som virker som en gift på lusene, mens andre indeholder silikoneolie, fedtsyrer, plante- eller mineralske olier. De virker ikke som en gift på lusen, men ”kvæler” den. Det er vigtigt, at du nøje følger brugsanvisningen for det produkt, du vælger at anvende. Du bør kontrollere, om lusene er væk dagen efter behandlingen. Er de væk, er behandlingen lykkedes.

Hvorfor svigtede behandlingen?

Finder du levende lus dagen efter behandlingen, kan det skyldes fejlbehandling. Det kan skyldes, at:

  • du har anvendt for lidt lusemiddel
  • du har givet for kort behandlingstid
  • du har brugt for meget vand i håret
  • nylagte æg helt nede ved hovedbunden i nogle tilfælde kan overleve behandlingen. Hvis æggene klækker, vil der pludselig være lus igen.

Giv ikke lusene fred

I tiden efter en lusebehandling skal håret redes med en tættekam hver anden dag. Sådan opnår du, at nyudklækkede lus dør, inden de bliver gamle nok til at parre sig og lægge nye æg.
Finder du store lus i hovedbunden i dagene efter en ellers vellykket behandling, tyder det på et nyt luseangreb.

En mislykket behandling

En mislykket behandling skal ikke gentages med samme middel, hvis du kan udelukke alle andre fejlkilder. Er dit barn fortsat ikke lusefri efter 2-3 behandlinger, anbefales du at kontakte lægen eller sundhedsplejersken.

Værd at huske

Det er dit ansvar som forælder at undersøge dit barn og behandle det for lus.

  • Undersøg dit barn en gang om ugen – det er den bedste forebyggelse. Det er også vigtigt at undersøge barnet efter en ferie
  • Undersøg altid dit barn, hvis der konstateres lus i omgangskredsen, skolen eller institutionen
  • Har dit barn lus så husk at underrette omgangskredsen, skolen og institutionen
  • Et godt samarbejde mellem skole, institution og forældre er en forudsætning for et godt resultat i kampen mod spredning af lus. Vær åben, fortæl at dit barn har fået lus og igangsæt straks behandling
  • Finder du lus på dit barn, skal hele familien undersøges
  • Kun de medlemmer af familien, som har levende lus, skal behandles
  • Følg anvisningerne nøje
  • Kontrollér om behandlingen har været effektiv
  • Der er risiko for at blive smittet igen i perioden efter en behandling, og indtil alle smittekilder i omgangskredsen er lusefri
  • Vask eller frys kamme og børster eller læg det væk i 48 timer. Anden behandling af omgivelserne er unødvendig
  • Kan du selv efter gentagne behandlinger ikke komme lusene til livs, bør du kontakte lægen eller sundhedsplejersken.

Du er altid velkommen til at søge gode råd og vejledning på dit apotek.