Varde Bibliotek huser nyt EU-informationscenter

Hvad er forskellen på et direktiv og en forordning? Kan det passe at EU vil forbyde lakridspiber og kanelsnegle? Kan dit projekt eller din organisation få støtte af EU? Kan du som borger stille lovforslag direkte til kommissionen?

Snart kan du få svaret på disse spørgsmål og mange flere, når Varde Bibliotek slå dørene op for det nye EU-informations center; EUROPE DIRECT Syddanmark.  Her kan borgere, uddannelsesinstitutioner, foreninger og andre aktører få viden og information om EU. Centret skal derudover skabe opmærksomhed omkring EU’s’ væsentligste politiker gennem arrangementer, debatter og udstillinger.

Alle borgere inviteres til den officielle åbning af centret d. 20. maj kl. 17:00, hvor tidligere minister Lykke Friis holder åbningsforedraget: EU- hvad nu? Foredraget er en oplagt mulighed for at opleve hvorfor Lykke Friis modtog Rosenkjær-prisen, netop for hendes evne til at formidle komplicerede Europa-politiske forhold på en konkret og let forståelig måde.

Ugen efter, d. 23. maj, inviterer centret til debat om forsvarsforbeholdet. Her sættes scenen for aftenens debat af Holger K. Nielsen, der blev landskendt med sloganet “Holger og Konen, siger nej til Unionen” Holger giver et indblik i forbeholdets tilblivelse og sætter spørgsmålstegn ved hvorvidt forbeholdet har overlevet sig selv. Arrangementet er støttet af Europa-Nævnet.

Der er fri entre til begge arrangementer, men tilmelding er nødvendig.

Allerede nu kan man besøge centrets informationsstand på Biblioteket. Her kan man finde officielle EU-publikationer, debatbøger og tidsskrifter om EU. Man kan også teste sin viden om blandt andet forsvarsforbeholdet på bibliotekets ActiveFloor.

EUROPE DIRECT Syddanmark er et ud af i alt fem centre i Danmark. De andre centre har til huse i henholdsvis Struer, Guldborgsund, Rønne og Odense.  Der findes i alt omkring 420 tilsvarende centre i alle EU’s medlemslande, som alle er finansieret af Europa kommissionen. Centrenes formål er at flytte EU tættere på borgerne og engagere dem i at deltage i debatten om Den Europæiske Unions fremtid.

 

 

Kontakt og spørgsmål:

Har du spørgsmål vedrørende det nye EU-informationscenter er du velkommen til at kontakte mafe@varde.dk / 2826 13 09