Varde, giv det videre sætter nu punktum for en hjertevarm indsats

Vi ELSKER det! Men 4.332 julegaver og 5.950 timers frivilligt arbejde over 7 år koster masser af tid og kræfter. Varde, giv det videre sætter nu punktum for en hjertevarm indsats.

”Vi har ELSKET hver en time af vores hjertesag. Hver en sen aftentime ofte til langt ud på natten fra oktober til december, hvor vi har koordineret, fundet løsninger, lavet opslag, pyntet hjerter og lagt planer for morgendagen. Hver en weekend fra tidlig morgen, hvor vi har løbet efter donationer og julegaver, de daglige ture, hvor vi har fragtet stort og småt til julemandens lager – og de aktiviteter og events, hvor vi har stået i bylivet for at gøre en forskel for dem, der har så meget brug for det.” Men alting har en ende – også Varde, giv det videre, der slutter nu.

Julelyset har været tændt i øjnene på langt over 1200 børn, unge og deres familier de sidste 7 år. Børn og unge, der ellers ikke ville få en jul, som vi andre kan give vores børn, har haft skønne juleaftener med julemad og gaver under træet. Gaver, der har rakt helt ind i deres hverdag og har gjort en forskel med tøj og udstyr til sportsaktiviteter og fritidsliv, nye dyner og puder, varme sokker og vinterstøvler – og ikke mindst oplevelser, som man som familie kan få sammen.  Og det bare for at nævne noget af det hele.

Varde, giv det videre har siden 2014 uddelt 4.332 julegaver til trængende børn og unge i Varde Kommune. Hver og én nøje udvalgt for at gøre den størst mulige forskel i hverdagen for hver enkelt barn og ungt menneske. Derudover har alle familier hvert år fået julekurv med både julemad og nytårsmad…og en særlig skattet oplevelsespakke til familien med mange sjove aktiviteter. 352 julekurve og næsten 5000 billetter til oplevelser er det blevet til – og dertil kan man lægge de næsten 200 andre familier, som har fået hjælp gennem madspil med Føtex og 80 børn og forældre, der var inviteret til julefest på Von Lügenhals.

Hele vejen igennem har det været en hjertesag i Varde, giv det videre at gøre en forskel for de børn og unge, der trænger mest i vores kommune – og det koster tid og kræfter. Meget tid. Mange kræfter. Faktisk har de sidste 7 års frivilligt arbejde i Varde, giv det videre kostet kvinderne over 5.950 timer – og så er de mange skønne frivillige, som har hjulpet med pakkeaftener og maduddeling, slet ikke talt med.

”Vi har virkelig elsket hver en time af vores hjertesag. Det megafantastiske samarbejde med forretninger og firmaer, der er helt afgørende for, at vi kan gøre det her sammen. Alle de skønne borgere i Varde Kommune, der hver og én har bidraget med det, de kunne for at hjælpe andre børn og unge. Det er virkelig helt unikt!” siger pigerne i Varde, giv det videre, Trine Vad, Maja Bertram og Anne Mette Hede Jensen – hvor også Susanne Broeng Hansen og Maria Storgaard har lagt deres hjerte. ”Vi er fyldt med glæde og taknemmelighed – og vi må samtidig erkende, at de mange, mange timers arbejde udover vores rigtige arbejde også er en udfordring.”

Derfor er tiden inde til at takke af. Takke af med ydmyghed og stolthed – med vemod og glæde. Med taknemmelighed. Taknemmelighed for det helt unikke samarbejde, vi har kunnet skabe i Varde Kommune.

”Vi ved, at i Varde Kommune har vi stået sammen om denne hjertesag. Sammen og skulder ved skulder! En kæmpe opbakning hos alle til at gøre en forskel, der virkelig kunne mærkes. En hjertesag, der ramte os og gjorde os til én flok –  og også var med til at støtte lokalt ved kun at handle lokalt. Vi er stolte af at have været en del af det!”

Vi græder, mens vi tager beslutningen – men det er det rette at gøre. Det rette for os og vores egne børn og familiers skyld. I år vil vi være til stede og fyldt med nærvær, når vi rammer julen.

 

TAK for det hele. For ALT. Og for JER!

 

/pressemeddelelse