Varde Golfklub indbyder til Golfens Dag den 30. april

Golfens Dag er den oplagte mulighed for at lære verdens bedste sport at kende.

Søndag den 30. april åbner Varde Golfklub døren for alle, som vil stifte bekendtskab med golfsporten og selv prøve kræfter med sporten.

– Hvis du er en af dem, der skeler nysgerrigt til golfbanen, når du kører eller går forbi, så vil vi opfordre dig til at gøre lidt mere end bare at kigge. Den 30. april holder Varde Golfklub åbent hus til den årlige Golfens Dag, hvor golfklubber i hele Danmark slår dørene op for interesserede, siger Sanne Tranberg fra Varde Goldklub.

Mere end 150.000 danskere er i forvejen medlem af en dansk golfklub og Golf er den største sport i Danmark for folk over 25 år. I Varde Golfklub vil der på Golfens Dag være mulighed for at få en golf-oplevelse og indblik i, hvad golf er for noget. Klubbens 2 pro-trænere Jacob Tranberg og Nikolaj Viuff vil sammen med klubbens begynderudvalg stå klar til at give børn og voksne en stor oplevelse. Der vil være BAMBI-køller til de mindste, udslag på udslagsbanen og der kan prøves kræfter på 18-hullers puttinggreen. Det er også muligt at spille på Par-3 banen og deltage i små konkurrencer. Arrangementet starter kl. 10.00 – ingen tilmelding. Senere på dagen er der SPIL MED EN VEN – her kan man sammen med en etableret golfspiller få lov at spille 9 huller – kræver tilmelding.

– Vi golfelskere betragter vores forhold til sporten som en livslang kærlighedsaffære, og det er der masser af gode grunde til. Golf kan spilles af folk i alle aldre. Det er en sport, der er udpræget social, men hvor man alligevel altid har mulighed for at konkurrere – både mod sig selv og mod andre. Samtidig foregår sporten i smukke og naturskønne omgivelser, siger Sanne Tranberg.

Golfens Dag arrangeres i år for tiende gang. Det er Dansk Golf Union, der sammen med et flertal af landets golfklubber arrangerer Golfens Dag.