Varde Golfklub spiller med i toppen af deres puljer

Weekendens kampe i Danmarksturneringen bød på både sejre og nederlag for Varde Golfklub – dog flest af førstnævnte, hvilket betyder, at alle 4 hold har gode chancer for at komme til oprykningsspil.

– Dameholdet i 3. division sidder med en sejr og et nederlag i weekendens kampe på toppen i puljen. Flagskibet, klubbens 2. divisionshold, indkasserede sæsonens første nederlag søndag, hvor Vejle viste sig for stærke, men med to sejre i de sidste to kampe, kan alt stadig ske og en førsteplads i puljen, synes ikke umulig, siger træner Jacob Tranberg.
Holdet i 4. division ligger på førstepladsen, inden de sidste to kampe. Kvalifikationsrækkeholdet er ét sølle point fra førstepladsen i deres pulje, men skal heldigvis møde Jelling Golfklub, som ligger nr. 1, i sidste kamp.
Varde Golfklub og Erhvervsklubben støtter op om de talentfulde golfspillere i Varde og med god grund.

Viljen er vigtigst
35 talentspillere repræsenterer klubben i Danmarksturneringen.
– Det er spillere fra handicap +3 og op til 12, og kravet er egentlig ikke et specielt godt handicap, men mere om spillerne besidder den vilje og træningsflid, der skal til, for at der kan ske en udvikling. Ærlighed, Åbenhed og Loyalitet er vores fællesnævner og indenfor de rammer, vi i Sportsudvalget har sat op, ser vi et super fællesskab og et godt træningsmiljø, hvor spillerne kan blomstre, siger sportsudvalgsformand Finn Storgaard.
Hjemmekampene, hvor det hele skal afgøres, bliver sat i gang den 13. og 14. august fra kl. 8.00