Varde Handel reducerer julebelysningen med cirka 50%

Normalt tændes julebelysningen i Varde ved en lysfest i oktober/november, og så er julelysene tændte fra klokken 05 til 24 indtil dagene imellem jul og nytår. Sådan bliver det ikke i år.

– En enig bestyrelse i Varde Handel vurderer, at julebelysningen er vigtig for detailhandlen, restaurant og caféliv, derfor holder vi fast i opsætningen af årets julelys udsmykning, men vi reducerer de lysende timer med cirka 50 procent, siger handelschefen i Varde, Malene Wonsbek.

Lys- og halloweenfesten, der i år er planlagt til fredag den 28. oktober, plejer vi at være den dag, hvor Varde Handel tænder julelysene i midtbyen (Storegade, Vestergade, Kræmmergade, Smedegade og Torvegade).

Julelysene i Varde Handel er for flere år siden blevet udskiftet til LED og er dermed en energibesparende julebelysning.

– Vi holder stadig fast i lys- og halloweeneventen den 28. oktober, hvor butikkerne har åbent til klokken 22. Og vi tænder julelysene som vi plejer, men så slukker vi dem igen. Så tændes de først lørdag den 26. november i forbindelse med julemandens vækning. Det er en besparelse på 28 dage og dermed knap 50 procent, fortæller handelschefen og tilføjer:

–  Når vi holder fast i at holde en lys- og halloweenfest skyldes det, at denne event blandt andet arrangeres i samarbejde med Varde Garden, der går gennem byen og giver koncert med lys i både trommer og twirlere – en særdeles stemningsfyldt oplevelse. Desuden vil byen blive pyntet med lyslanterner af papir, der oplyses af en lille batteridrevet LED pære. Så denne dag vil der både være lys i mørket og festlige aktiviteter, siger handelschefen.

I en tid hvor detailhandlen i forvejen er udfordret har Varde Handel således besluttet at holde juleflammen tændt, om end på et lidt lavere blus end normalt.

– Og julestemningen den kan ingen tage fra os. Varde ER nissernes by, og lige nu arbejder vi i Varde Handel med flere nye og spændende tiltag, der skal være med til at understrege den status. Så til trods for den megen snak om julebelysning, så går vi all in på julen og ikke mindst julestemningen og glæder os til at præsentere de mange aktiviteter, vi er i fuld gang med at planlægge, siger Malene Wonsbek.

 

Fakta om julelys i Varde:

Normalt er julelysene i Varde tændte alle dage fra klokken 05-24 i cirka 60 dage

I år et de kun tændte i 32 dage – altså reduceres tændingstiden med 28 dage.

Og med indkøb at to nye ”ugetimere” vil julebelysningen være tændte på hverdage fra klokken 7-9 og igen fra klokken 15-22. I Weekenden vil julelysene være tændte fra klokken 8-22.

I år vil det være en reducering i tændingstiden på 10 timer på en almindelig hverdag.