Varde Kommune bekæmper rynket rose i Blåvand

I januar og februar 2018 får Varde Kommune ryddet rynket rose i et ca. 2,5 ha stort område omkring Blåvandshuk Fyr.

Klitlandskabet omkring Blåvandshuk Fyr er under tilgroning med rynket rose også kaldet hybenrose. Varde Kommune har igangsat et naturplejeprojekt, hvor et område med hybenroserne fjernes, til glæde for besøgende og det naturlige dyre- og planteliv. Projektområdet er foreløbig 2,5 ha.

Mange forbinder hybenrosen med de danske kyster, men faktisk hører den slet ikke hjemme i Danmark. Hybenrosen er en invasiv art fra Asien der blev indført som prydplante omkring år 1800. Fra 1950’erne og frem er hybenrosen  blevet plantet i mange sommerhusområder og læhegn. Den spreder sig kraftigt og er vanskelig at udrydde. Rynket rose er nu den mest udbredte invasive art i Danmark og udgør en trussel, særligt mod artsdiversiteten ved de kystnære naturområder. Rynket rose har ingen naturlige fjender i Danmark og kan danne store tætte bestande, hvor al anden vegetation skygges væk. Det medfører at det naturlige dyre- og planteliv udkonkurreres fra deres levesteder. For at bevare og genskabe klitlandskabet ved Blåvand, er det derfor nødvendigt at bekæmpe rynket rose.

 

 ”Blåvands Huk er Danmarks vestligste punkt og et yndet udflugtsmål for både turister og lokale. Jeg er glad for at vi nu er kommet i gang med at fjerne hybenroserne, så det særlige kystlandskab på kanten af både Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet fortsat kan opleves af områdets mange besøgende” udtaler Preben Friis-Hauge udvalgsformand for Plan og Teknik i Varde Kommune.

 Arbejdet udføres i vintermånederne for at skåne dyre- og planteliv mest muligt. Rydningen udføres af en lokal maskinstation, der har udviklet to maskiner specielt til at fjerne hybenroserne.

Rydningen er med til at opfylde målsætningen i Varde Kommunes naturpolitik, der blev lanceret i januar sidste år.