Varde Svømmeklub opløses

Pressemeddelelse: Varde Svømmeklub har afholdt generalforsamling den 12. juli med klubbens §17, som omhandler klubbens opløsning. De fremmødte accepterede varslingsperioden, og det var en enig generalforsamling, som stemte for instruktørernes og bestyrelsens forslag om opløsning af klubben.

Corona har gjort det svært for klubben at fastholde medlemmer, instruktører, hjælpe instruktører og bestyrelsesmedlemmer. Klubben har haft udfordringer med at kunne udvikle, og få vandtid når klubben havde instruktører, som ønskede at træne. Klubben har været ramt af, at instruktører har skiftet arbejde, er flyttet, er begyndt at læse i en anden by og mange andre ting, som vi danskere skal i livet. Derfor har vi skulle lukke eksisterende hold, da vi ikke har kunne finde afløsere. Formanden har løbende skrevet til medlemmerne om hjælp, men der har desværre kun været få/ingen reaktioner.
Varde Svømmeklub har i mange år (ca. 20) kørt op og ned. Den afgående bestyrelse har forsøgt at finde stabilitet ved at vende klubben til en breddeklub. Dette lykkedes især i 2019-2020, 2020-2021. Men Corona rykkede tæppet væk under klubben.

Instruktørerne, som stod tilbage, og som i juni bad bestyrelsen opløse klubben, er tålmodige og idé-rige; de har udvist et ualmindelig højt niveau af ansvar og samarbejdsvilje, og de har støttet hinanden de sidste 14 måneder så godt de kunne. De er frivillige og de har taget en ekstra tørn for at få sæson 2020-2021 i hus. De mistede som mange andre under Corona engagement og lyst, hvilket er helt forståeligt. De er instruktører, som vil gøre enhver bestyrelse og klub stolt!
Formanden udtrykte sin holdning til at en anden form er nødvendig til Varde, hvis der skal være en klub og man skal være instruktør. Formanden har nogle ideer, som nu overvejes. Dog er dette først muligt til efteråret 2022. Formanden er fortsat usikker på hvorvidt Corona slår igennem i det kommende efterår, og sætter en stopper for nye initiativer, hvorfor generalforsamlingen rådede formanden til at vente en sæson. Ventetiden kan bruges til planlægning, sondering og indsigt i hvad mulighederne reelt er for Varde by.

Klubben takker af hjertet alle medlemmer, og tror på, at noget helt andet skal tilbydes borgerne i Varde. Der vil komme opslag hos GoVarde og Info fra borger til borger Varde By, hvis det lykkes at sætte et program sammen, som Varde vil benytte sig af fra efterår 2022.
Klubben opfordrer selvfølgelig alle andre til at forme en ny klub/forening hvis man har mod på det.
Klubben takker af, med ønsker om en god sommer.