Varde Torv fyldes atter af glade cykelfolk

Om eftermiddagen søndag d. 14. august danner Varde Torv endnu engang rammen for en stor cykelevent.

Kulminationen på endags arrangementet sker ca. kl 15.00, hvor foreningen CykelforSagen, med mere end 140 cykelryttere ankommer til Torvet efter en lang tre-dages cykeltur fra Skagen. Her ventes flere hundrede interesserede og familiemedlemmer at stå klar med flag og velfortjente klapsalver.

Arrangementet starter på Torvet kl 13 og fra kl 14 er der live musik, leveret af Sydbank´s  4 mands rock orkester ”BNP Explosions”.

I tiden frem til de mange cykelryttere kommer ind på torvet, kan de mindste tilskuere øve færdselsfærdigheder på cykel ved en opstillet forhindringsbane, der er udviklet af foreningen Sikker Trafik og stillet til rådighed af Varde Kommune.

Foreningen CykelforSagen byder på gratis kaffe og hjemmebag.  Men der er også flere boder, hvor der er mulighed for at købe mad og forfriskninger.

På turen fra Skagen til Varde har de mange glade motionister, cyklet i mindre grupper, men kort før byen samles de i én stor gruppe, og cykler ind mod Torvet, der i dagens anledning vil være afspærret for øvrig trafik.

I 2015 var der et lignende arrangement. Da ankom en række cykel karavaner med glade motionister fra omegnsbyerne for at tage del i festlighederne. Arrangørerne håber, at mange også i år har lyst til at styrke det lokale sammenhold og arrangere fælles ture til Varde Torv.

Festlighederne forventes afsluttet mellem kl 16 og 17.

Arrangør på torvearrangementet er foreningen CykelforSagen i samarbejde med Varde Kommune.