Varde vil videre i pokalen i aften

I aften med kampstart kl. 17.30 er der pokalfodbold på Sydbank Stadion. Modstanderen i 2. runde af DBU-pokalen er 2. divisionsholdet Jammerbugt FC.

Sidste gang de to hold mødtes i en pokalkamp var tilbage i efteråret 2004, hvor det daværende Jetsmark IF i 3. runde vandt 1-0 på Gl. Stadion i Varde.

Sidste gang de to hold mødtes var i sæsonen 2014/15, hvor Varde vandt med 3-1 i Jetsmark, mens den omvendte kamp på Sydbank Stadion blev vundet af Jammerbugt FC med 4-2.

I følge cheftræner Søren Pallesen vil der blive satset 100% på at komme videre i pokalen.
“Jammerbugt FC fra 2. division er selvsagt en svær modstander, og med min gamle klubkammerat fra såvel Vejle Boldklub som FC Fredericia Martin Pedersen som grøn cheftræner i det nordjyske bliver det endnu sværere. Kan han bare få 50% af egen tænding overført til holdet, så er det 11 vilde dyr vi møder”!

“Vi har selv en rigtig god og bred trup, så der er enkelte nye som vil få chancen fra start, og det er uden at holdet bliver svækket. Nordjyderne er selvfølgelig vant til at i et højere tempo, men overholder vi vores aftaler og er aggressive i presset, så tror jeg på, at vi godt kan drille Jammerbugt FC”, lyder det optimistisk fra cheftræneren.

Truppen
Følgende trup er udtaget til kampen: Lasse T. Kristiansen, Sune Nissen, Buster Kirchner, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard, Mikkel Schultz, Mikkel Knudsen, Niclas Holm, Lasse Holm, Mathias Backs, Dogan Özcelik, Morten Smidt, Chan Hnin Lian, Daniel Eugster, Thomas Kirkegaard Jensen, Rasmus M. Christiansen, Mathias Dahl, og Nicolaj Andreasen.