Herhjemme ruller studenterhuen på 3. uge – og så vidt jeg kan forstå, slutter det først hen i næste uge… Og jeg tager mig til hovedet og tænker på de unge menneskers lever og søvnmangel…
Men jeg tænker allermest på, hvor fantastisk, det er, at de nu er der i livet, hvor alt står åbent – verden ligger foran dem..
De har klaret 3 års slid med eksamener, prøver, latinske remser, tysker verber, periodiske systemer og gamle kongeriger, styret af lærere, der af og til har fået en ordentlig røffel herhjemme over spisebordet. Og det er jo ikke blot 3 år; det er rent faktisk 13 års skolegang, de her seje unge har gennemgået. Karakterræs, uretfærdigheder og snyderier, sjov og spas. Studieture med for meget vodka i badutspring i Polen, udflugter med klassekammeraterne til Nysø, fællesspisninger, klassefester og hygge. Og masser af lektier og afleveringer. Og så det store arbejde med at læse op til eksamen og ENDELIG få huen på hovedet. Mens mor står og vræler og ser datterens barndom i glimt velvidende, at nu letter hun snart med kurs mod Århus…
26 studenter indtog min have for en uge siden i 27 graders varme, med båthorn og skinger fløjtevræl, pjaskvåde efter (nøgen)badning i Nysø. Og så stod jeg der, med hyldeblomstvodka og sunlolly-is og var ved at tude igen. Fordi jeg blev rørt. De var så søde, så høflige og så ydmyge. Smukke unge mennesker..!
“I gør alt for meget ud af, vi kommer; det er så sødt af alle jer forældre…” sagde en af knægtene til mig, mens han rystede vandsprederens dråber af huen, der var fyldt med “jeg har brækket mig indenfor de første 6 timer med huen på”-hak. (Eller sådan noget?)
Og jeg satte mig og sludrede med alle de her glade mennesker, velvidende, at nu bliver alt helt anderledes. Tiden, hvor de væltede ind af døren fredag eftermiddag efter gymnasiets fredagsbar for at holde en forfest her på terrassen (Vi bor tæt på midtbyen) – de lørdag-morgener, hvor jeg er gået i bryggerset for at tælle sko – for at danne et overblik over, hvor mange rundstykker, jeg skulle købe… Ja den kommer ikke tilbage. Nu lige om lidt lægger de huen fra sig, og deres voksne liv skal begynde. De skal ud og mærke verden. Sabbatår, eller studier. Nogle er allerede begyndt at pakke kufferten for at rejse mod de større studiebyer, eller udenlands på eventyr. Andre må melde pas til de sidste studentergilder for at starte i nye jobs. RIGTIGE jobs, hvor man altså møder kl. 8, og ikke kommer for sent, fordi vennerne lige lokkede med på Pio aftenen før…
Det er en milepæl, der dufter af både stolthed og vemod.
Som mor må jeg erkende, at tiden nu er inde for at slippe den her mor-kontrol rigtigt, som – hånden på hjertet – nok har været lidt for curling-emsig – men gjort i bedste og mest omsorgsfulde mening.
Til alle jer studenter – og alle jer i det hele taget, der har afsluttet en uddannelse – hvor er I seje – I gjorde det! I er landets fremtid, og det er jeg sådan set ganske tryg ved. Held og lykke til jer alle…