Venstre tager ansvar for fremtiden i Varde Kommune

Læserbrev indsendt af Venstres byrådsgruppe ved gruppeformand Peter Nielsen, Østparken 107, Oksbøl

I Danmark og i store dele af verden er der taget store beslutninger og sat høje mål for grøn omstilling.

Byrådet i Varde Kommune og særdeles Venstre har bidraget meget aktivt til processen og fået udarbejdet en klimahandlingsplan med lokale mål, som er blevet godkendt centralt – ligesom flere andre kommuner. Det var langt den letteste del af den grønne omstilling.

Nu kommer det sværeste, og der rammer virkeligheden lokalområderne. Første del har været den øgede udgift til energi, som skyldes Putins handlinger, og hvor gas er det bærende element, har det f.eks. ramt mange landsbyer i Varde Kommune benhårdt.

Den store ”samfundstest” kommer i anden del, der starter netop nu. Vi skal i fællesskab finde de lokalområder, hvor der skal etableres store solanlæg og høje vindmøller, som skal give os den nødvendige energiforsyning i fremtiden.

I Venstre`s byrådsgruppe påtager vi os ansvaret for at finde de mest skånsomme lokale løsninger. Vi mener, at som lokale kender vi området bedst. Hvis vi ikke påtager os opgaven fuldt ud, skinner det tydeligt igennem, at staten vil løse opgaven. Det vil være katastrofalt for lodsejere, naboer og nærmeste lokalsamfund.

Sol og vindenergi er kommet for at blive, og det vil kun blive mere. Venstre vil arbejde for lokal inddragelse, et lokalt økonomisk afkast, fastholdelse af Vardemodellen samt bedst mulig forståelse for de svære valg, som vi politisk skal træffe i de kommende år.