”Vi har det hele i Henne – og lidt mere…!”

Henne Strand er sol og sommer og smuk natur. Og det er også blæst i håret på efterårsdag – og lige nu er Henne fyldt af julestemning. Fordi denne hyggelige strandby kan det hele, ifølge Jacob Kjems, indehaver af Havbiksen Sko.

– Lige så meget som der dufter af havvand og sommer i juli måned, ja tilsvarende breder duften af jul sig her hen over december. Og netop den geografiske placering gør, at julemåneden er så speciel hyggelig her ved havet, fortæller Jacob Kjems, der også er medlem af den lokale handelsstandsforenings bestyrelse.

Også i Henne har man mærket til Corona, og her har man da også været spændt på, om og hvordan det ville påvirke byens handels- og erhvervsliv.

Forsyn dig endelig med en kop kaffe – eller et glas portvin, mens du kigger i butikken, opfordrer Jacob Kjems.

– Først og fremmest så tør jeg roligt sige, at alle glæder sig til hverdagen vender tilbage, men når det er sagt, så har vi her i byen valgt at få det bedste ud af det, og jeg tænker de fleste er enige i, at det har været et fint år, på trods af Covid-19, siger Jacob og forklarer:

– Jeg er ret overbevist om, at naturen herude spiller en stor rolle. Her er luft, hav, natur og højt til himlen. Og så naturligvis et væld af lækre specialbutikker. Jeg har hørt flere kunder sige, at de nyder det her med at kunne tage en travetur ved stranden, og så lune sig med en kop varm kakao eller en frokost på et af de gode spisesteder, inden de skal på en lille shoppetur.

Og lige nu har alle butikker sørget for at pynte smukt op og fylde hylderne med et væld af julegaveideer – og som Jacob siger…. Det smukke Vesterhav er lige rundt om hjørnet…