7-kanten spiller prisbelønnet drama i teatersalen i Janderup

”Hjem kære hjem” er en enakter skrevet af Andreas Garfield, der modtog Årets Talent-Reumert for forestillingen i 2007.

En hjemvendt soldat besøger en gammel kammerat og dennes nye kæreste. Parret har hus i Hvidovre og dagligdags jobs. Meget langt fra den virkelighed, soldaten har lagt bag sig i Irak og Afghanistan. De har alle hemmeligheder for hinanden, men det er soldatens virkelighed og hemmelighed, der tænder lunten og får det hele til at eksplodere, og meget direkte og virkelighedstro lukker krigen ind i det lille hjem.

Han er færdig med det eneste, han kan – at være soldat. Sendt hjem, fordi han er mentalt ustabil.

– Andreas Garfields dramatik skinner igennem som en krystalklar skildring af virkeligheden – men med et dramatisk twist – der får fiktionen til at føles mere virkelig end virkeligheden selv. Han har en unik evne til at kombinere skarpe iagttagelser, menneskeskildringer og humor. Selvom stykket skildrer det personlige udfald af 00’ernes invasion af Irak, er det mere end let at finde tråde til i dag, hvor vi endnu engang er med i en krig, der ryster verden i sin grundvold. Dramaet kan det, som nyhedsmedier ikke formår – gennem fiktion at skabe et oprigtigt refleksionsrum for vores deltagelse i verdens konflikter og krige, siger stykkets instruktør, Martin Svinkløv.

”Hjem kære hjem” spilles i 7-kantens teatersal i Janderup i uge 41 og uge 45. Forestillingen varer 1 time og 15 minutter – der er ingen pause.

Forestillingen er egnet for publikum fra og med 14 år.

Spilledatoer og billetsalg: 7-kanten.dk.