”Flere pladser til de korteste ben”

Indsendt af Byrådsmedlem og kandidat Peter Nielsen (V) Lokesvej 7 6840 Oksbøl

Bosætningskampen er ufattelig hård og kompromisløs imellem alle kommunerne samt også kommunernes byer intern. Heldigvis for det, da det gør os alle skarpe og umage. Et parameter som skal være løst, hvis man skal kunne tiltrække børnefamilier, er at der er adgang til basisfaciliteterne for alle børn og unge samt at man kan få de ønskede pladser. Det har vi i Oksbøl nu efter vedtagelse af budget 2022.

Det går rigtigt godt i Oksbøl og vi er blevet udfordret på dem med de korteste ben – nemlig vuggestuepladserne. Derfor satte jeg i april 2021 fuld fokus på at få de ønskede 10 vuggestuepladser med i budget 2022 samt har Skovmusen haft urimelig dårlige personalefaciliteter, da de løbende er blevet inddraget til dagligdagens aktiviteter med de flere og flere børn.

Tingene skal spille sammen og da vi allerede har besluttet at der kommer flere byggegrunde i 2022, var det rettidigt omhu at finde Kr. 5 mio til flere vuggestuepladser i Skovmusen i dette års budgetlægning samt yderligere i Kr. 0,4 mio i årlige driftsomkostninger fremover og selvfølgelig en forhøjet personaleopnormering, når der kommer flere børn.

Tak til det samlede byråd for beslutningen, som viser at vi vil hele kommunen og gør indsatsen, hvor der er potentiale til stede. Sværere er bosætningen altså heller ikke og mund til mund markedsføringen har altid virket. Nu kan vi komme videre med planlægningen og øget bosætning i Varde Kommune.