En dame, bedst kendt iført badedragt, har skrevet en bog. Jeg har af gode grunde ikke læst den, men jeg har nysgerrigt fulgt debatten omkring den. Omtalerne.
Jeg forstår, at svømmeren har valgt at udgive en 258 sider lang bog primært omhandlende bitterhed, nedladenhed og mobning på skrift.
Hvorfor? Hvori ligger pointen? Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er ligesom om, at envejs-kommentar-kommunikationen fra de sociale medier nu har bevæget sig ind i forlagsverdenen, og hvor er det dog ærgerligt!
Jeg savner den tid, hvor man greb telefonen, eller inviterede på en kop kaffe for at f løst eventuelle knuder eller misforståelser. Uden at rode alle andre ind i nogt, der på ingen måde vedkommer dem.
Kommunikation – i det virkelige liv, tak! I stedet for den billige kryster-metode, der handler om at taste nedladenheder ned på skrift. Det er blevet for nemt at smide om sig med grimme gloser. Skrive modbydeligheder på de sociale medier. Hænge folk ud blot ved et klik. Øv hvor jeg dog tænker det er ærgerligt!
MEN jeg tror og håber dog på, vi nærmer os en kovending. Og måske er det rent faktisk, det, svømmedamen hjælper med, her i form af en snavset udstilling af folk, der ikke har haft lejlighed til at bidrage med deres version af historien. Fordi – hånden på hjertet, så er det de færreste, jeg kender, der orker beskæftige sig med andres ensidige bitterhed på skift. Vi er mættede.
Og når alt kommer til alt – hvad er det så vi vil huske svømmedamen for nu? Nogle fine tider i bassinet – eller en omgang skidt og kanel, der gjorde en masse mennesker kede af det?
DU BLIVER HVAD DU SKRIVER!
#nuholdervitonen