Danmarks vildeste skate contest er på vej til Varde. Det vil putte Varde på verdenskortet, da det livestreames og følges i hele verden.
Det er Danmarks største skateboard konkurrence, også kaldet Bowl Days, der afholdes i Varde den 18. juni på i Skater Bowl ved Ungehuset.
“Vi er vildt glade for, at det er lykkedes os at få en af de fem afdelinger om DM til Varde, fortæller Heino Jensen, som er medarrangør af stævnet.
“Faktisk kontaktede de os selv, da Vardes flotte bane er blevet kendt over hele landet. De synes, det er imponerende, hvad vi på et år har formået stablet på benene,” tilføjer han.
At skatersporten er blevet populær, kan også ses ved, at det nu er kommet på OL-programmet.
For alle
Alle der har interesse i at stå på skateboard, kan deltage i Varde.
“Jeg vil lige pointere, at der er lukket for scootere den dag, men alle skatere kan deltage. Der vil være afdelinger for børn, nybegyndere, øvede, rampen bliver brugt og så skal bedste trick på dagen også kåres,” fortæller Heino Jensen.
Arrangørerne forventer mellem 500-1000 personer og alt er tilrettelagt ned til sidste detalje.
“Vi får besøg af Carstens MC som viser motorcykler, Bike In viser BMX-cykler og så kommer Frk. Iversen også med sin pølsevogn, så nu venter vi bare på selve dagen,” slutter Heino Jensen.
Arrangører er styregruppen fra Skateplanet og Ungehuset.
Sydbank er hovedsponsor og så er der en samlet præmiesum i DM på 70.000 kroner.