Fredag d. 26. april har de fleste arbejdspladser og skoler hidtil holdt lukket. Og det fordi det er Store Bededag.
I 2024 er det slut med at holde fri på store bededag.
Bededag, som også kaldes store bededag, falder altid fjerde fredag efter påske. Det er en særlig dansk helligdag, men modsat de fleste andre af vores helligdage har dagen ikke sin oprindelse i de bibelske fortællinger, men samlede en række bededage for fred og trivsel.
Traditionen tro skal spise varme hveder. Hvederne handlede om, at når der “i gamle dage” blev ringet med kirkens store klokke, var det et signal til, at alle skulle holde fri, og al handel skulle ophøre. Man skulle faste indtil gudstjenesten og måtte hverken arbejde, rejse, lege eller spille.
Selv bageren skulle holde fri og kunne derfor ikke bage frisk brød på dagen. I stedet bagte bagerne hvedeknopper aftenen før, og folk kunne så købe dem dagen inden bededag og varme dem på selve dagen.
– Men hvad er det nu, der ligger bag?
Vi har funder følgende forklaring på historie-online.dk:
Idemanden bag Store Bededag var Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele tre faste- og bededage. Den midterste af dem blev lovfæstet ved en kongelig forordning den. 27. marts 1686 og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.
Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. Fx var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage og man fastede.
Store Bededags helt korrekte navn var “ekstraordinær, almindelig bededag”, og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke – stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne – inklusive aftensang – var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags “verdslig forfængelighed”.