Det føles som en evighed siden.
Ja – at alt var normalt. Da man kunne tillade sig at brokke sig over almindelige hverdagsting som regnvejr og politikerne på Christiansborg.
Det var dengang – se nu!
De seneste år har været præget af noget, der blev betegnet som nutidens pest. Vi har været udsat for isolation, udskamning og grusomme pressemøder, alt imens vi balsamerede os i sprit og knap turde tømme postkassen uden at bære mundbind.
Det sociale liv tog for mange en kovending, og blandt andre de unge blev mærket. Undervisningen – ja og festerne – foregik på teams, og aldrig før har så mange unge været henvist til psykolog som nu. Ensomheden i folket var en realitet. Og på trods af fællessang på altanerne og onlinefester blev det endnu mere synligt, hvad denne bølge af Covid havde medført af bivirkninger, der handlede om alt andet en vaccine eller ej og manglende lugtesans.
Tiden går og det gjorde den også sidste år, hvor man hen over sommeren lige så stille slap panikken. Fordi “Det bli’r godt igen”, som de sagde derinde i nyhederne. Optimismen begyndte at røre på sig.
Men så kom Putin!
Luk lige øjnene et øjeblik og forestil dig, at du er tilbage i 2019 fx. Og at en eller anden siger følgende til dig:
I de kommende år vil du:
- Aldrig gå udenfor en dør, med mindre du har mundbind på og har en håndsprit i lommen.
- Forstå, at det er okay at skælde dig ud, hvis du står for tæt på hende foran dig i køen.
- Skulle stå i km-lange køer i al slags vejr ofte i over en time, for at få en pind i næsen eller i halsen.
- Acceptere, at myndighederne bestemmer, hvor mange gæster, du må have i dit hjem.
- Med stor sandsynlighed miste venner/bekendte, der ikke forstår at du har takket ja/nej til vaccine.
- Finde din mobil frem og vise app frem for at få adgang stort set alle steder.
- Opleve folk blive højrystet udskammet, hvis de takker nej til en nødgodkendt vaccine.
- Forstå, at stort set al kommunikation med andre mennesker end din nærmeste familie foregår via computeren.
- Hilse venligt på folk med et dask med albuen.
- lære, at daglige breaking pressemøder på NEWS er ganske naturligt.
- Installere ny app for at følge med i strømpriserne.
- Vaske tøj om natten.
- Opleve hysteriske prisstigninger på ganske almindelige dagligvarer.
- Pludselig interessere dig for, om det blæser nok til at holde vindmøllerne i gang.
- Holde øje med benzinpriserne som aldrig før.
- Betale 15,- for en l mælk, mens en 2 l sodavand stadig kan fåes for under 10,-
- Købe tykke strikketrøjer – for kort og godt at holde varmen. Alle steder.
Jeg er af sind optimist – men jeg må tilstå – jeg har været en anelse udfordret.
Som en god ven sagde forleden – det er vanskeligt at TRO på, at 2023 bliver bedre – vi har siddet med troen på det de foregående to nytårsaftener, blot for at blive skuffede…
MEN jeg har besluttet at slå en fed streg hen over punkterne ovenfor. Og fortælle mig selv med jævne mellemrum, at det nok skal gå alt sammen. Også selv om det hele altså virker som Rokokoposten ind imellem – ikke mindst på Christiansborg… Så er jeg er nok alligevel heldig med at bo i et land, hvor man trods alt passer forholdsvis godt på hinanden. Hvor der er hjælp at hente, hvis det hele brænder sammen.
OG jeg vil så vidt mulig forsøge at forholde mig positiv til verden udenfor, tale pænt til og om mine medmennesker – også på dage, hvor det ser sort ud, og Putin fylder overskrifterne for meget. Gøre mine indkøb lokalt og slukke det lys, jeg ikke behøver at have tændt.
MEN jeg vil stadig huske at leve – grine, feste, fejre og pjatte – fordi det er der saftsuseme brug for!
JEG VIL TRO PÅ at “det bli’r godt igen”! Og skælde lidt ud over vejret i dag i øvrigt.