Bliv rig på 3 klik – eller gå fra hus og hjem

Jeg er helt med på, hvorfor min Facebookside vælter rundt i ferietilbud. Og jeg er også med på, hvordan jeg kan ændre det. Nemlig ved at klikke på en kjoleannonce eller en reklame for BUKO-ost eller lignende. Jeg kan også søge på Google efter en plæneklipper. Så rammes min side vupti af havemaskiner, ost og efterårskjoler. Det er jo sådan, det fungerer, uanset om vi kan lide det eller ej. Når vi lægger vores foto og navn ind i den store onlinesociale verden, giver vi mere af os selv, end vi er klar over. Og internettet husker!

MEN hvorfor denne lange indledning? Jow, ser du. Jeg sidder lige og er lidt tvær. Vred faktisk. Fordi der pludselig er rigtig mange annoncer om onlinespil, når jeg scroller. Og jeg har IKKE været inde på spillesider. Jeg gentager: IKKE – som i ALDRIG! Jeg kunne kort og godt ikke drømme om at hoppe ind i det cirkus, der spiser alt for mange godtroende menneskers penge, frihed og liv, med ders åndssvage reklamer, hvor “almindelige” danskere (som om?) sidder med spraglede skjorter og guldtænder og fortæller om, hvor utrolig mange penge, de har tjent på at klikke på en maskine. På internettet vel at mærke.

Ved I hvad derude? Der er én vinder i det hopla-land, og det er de pengegriske bagmænd, der lever fedt og stort på din uopnåelige (NAIVE) drøm.

Man vinder ikke. Man taber penge, alt for mange penge, og nogen taber så mange penge, at det måske går så galt, at de ender med at skylde hele deres liv og værdighed væk.

Jeg kender til flere triste historier – folk, der sikkert og vist har postet 1000-vis af kroner i diverse spil, og som af og til formentlig har følt en lykkerus, når de vandt en 50’er tilbage. Men som, når regnestykket var gået op, havde mistet alt. Og mere til. 

Ja, jeg er vred på spilleannoncer. Og jeg gider F* ikke høre på, at de ikke er værre end reklamer for cupcakes, vodka og glidecreme! JO de er så. For jeg bliver altså simpelthen så trist over, at sådanne annoncer lokker svage folk ned i økonomisk ruin.  Ægteskaber er blevet ødelagt, børn er blevet mærket for livet. Mennesker er sat på standby de næste 30 år pga. uoverskuelig spillegæld. Fordi de, der spiller, alt for nemt kan tage nogle kviklån, så de kan oddse og gamble endnu mere. Frygtelig suppedas.

Der er alt for mange derude, der ikke kan styre det der spille-gen. Og det er så trist… Og hvad der er direkte kvalmende, er alle de reklamer for online-casinoer, der i deres reklame advarer mod at spille for meget. Der er noget galt i det her land. På flere måder, men det er jo en anden historie.

Tilbage til min vrede, fordi jeg pludselig fik de reklamer, og fluks både anmeldte og frabad mig osv. Ganske som jeg undlader at svare folk, der vil købe spil- og casinoannoncer på mine sider.

Det er et frit land, vi lever i, og jeg er stor tilhænger af den liberale tankegang, – men liiige her – der burde man altså stramme lidt op. Fordi det saftsuseme er så synd for dem, det går ud over – og ikke mindst deres familie!

Det var bare lige det, jeg ville sige…. Og nu er reklamerne også skræmt væk – ser det ud til…