Børnehuset Egekrattet. Det nye børnehus indrettes efter børnenes ønsker og opføres i genbrugsmaterialer fra den tidligere Brorsonskole og daginstitutionen Lysningen.
DR kiggede i dag forbi for at lave et indslag om tankerne bag genbrugsmaterialer i nybyggeri. Det kan ses torsdag d. 14. marts kl. 21.00.
Mads Sørensen giver en teaser her.
Den 6. juni blev første spadestik taget til Vardes nye dagtilbud, Børnehuset Egekrattet. Det nye byggeri kommer til at samle børnene fra de nuværende dagtilbud Vuggestuen Isbjergparken og Børnehuset Lysningen fra sommeren 2024.
Et børnehus i børnenes perspektiv
Børnehuset Egekrattet bygges til børn, for børn og med inddragelse af børn. Derfor har børnene fra Vuggestuen Isbjergparken og Børnehaven Lysningen været med på råd i udformningen af det nye dagtilbud.
Børnene har blandt andet ønsket sig store sandkasser til at grave løs i, en masse legehuse, trampoliner til at hoppe højt på og hængekøjer til at slappe af i. Alle ønsker, der nu kommer til at gå i opfyldelse. Børnene kan for eksempel se frem til at lege i to små landsbyer bestående af legehuse.
Solide løsninger og genbrugsmaterialer
Byggeriet bliver opført i gode materialer såsom komfortgulv, gode akustikløsninger og med materialer, der understøtter et godt miljø for både børn og personale.
Udover at bruge solide materialer vil der i byggeriet også blive brugt genbrugsmaterialer fra nedrivningen af Brorsonskolen samt materialer fra Børnehuset Lysningen. Det er blandt andet legeredskaber, mursten, genbrugstræ og limtræ, der bliver genbrugt.