Børnenes Nytårstale skal styrke børns stemme

I samarbejde med TV 2 inviterer UNICEF Danmark alle børn i Danmark til at indsende taler til Børnenes Nytårstale. Samtidig lancerer UNICEF Danmark et undervisningsmateriale, som skoler i hele Danmark kan bruge til at klæde eleverne på til at skrive og holde en tale. Formålet med projektet er at styrke børns stemmer i den offentlige debat.

I denne uge lancerer UNICEF Danmark et undervisningsforløb, der skal motivere børn til at deltage i den offentlige debat. Forløbet munder ud i at eleverne selv skriver taler, som de har mulighed for at indsende til TV 2, hvor én tale vil blive udvalgt og vist på TV 2’s hovedkanal umiddelbart før statsministerens nytårstale den 1. januar 2024.
”Vi ønsker at give børn en megafon og en talerstol – og det gør vi med Børnenes Nytårstale. Ambitionen er, at talen kan være med til at starte samtaler i de danske hjem og i medierne – på samme måde som Dronningens og statsministerens nytårstaler har gjort det i årtier,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Børn og unge i Danmark bliver ofte rost for deres mod til at sige deres meninger højt. Men ifølge en ny undersøgelse føler mange børn ikke, at der lyttes til dem. Undersøgelsen, som er lavet af Kantar Public på vegne af UNICEF Danmark, viser, at kun 16 procent af de adspurgte børn oplever, at de voksne lytter til dem, når der træffes beslutninger, der vedrører dem. 1078 elever fra 6. til 10. klasse har deltaget i undersøgelsen.
”Det er et stort problem, at børn ikke føler sig lyttet til. Hvis vi skal tale om reel børneinddragelse, kræver det både, at børn og unge har mod på at sige deres mening – men det kræver også, at der lyttes til dem. Vi vil styrke udviklingen af et samfund, hvor børns bekymringer, ønsker og håb bliver respekteret og lyttet til,” siger Susanne Dahl.

Undervisningsmateriale
Et af projektets vigtige elementer er et undervisningsforløb målrettet grundskoleelever på mellemtrin og i udskoling, der med udgangspunkt i børns rettigheder, motiverer børn til at tage del i den offentlige debat. Samtidig skal det lære børn, hvordan man forholder sig til årets begivenheder samt forbereder og formidler sine perspektiver i en nytårstale.
Undervisningsforløbet vil blive suppleret af outreach-aktiviteter i en række kommuner.
Lærervejledning og undervisningsmateriale ligger frit tilgængeligt på UNICEF Danmarks læringsunivers https://dkborn.unicef.dk/laeringsunivers/. Undervisningsmateriale og events er støttet med midler fra Nordea-fonden.
Vi håber at rigtig mange lærere vil bruge materialet, og vi glæder os til at lytte til stemmer fra børn og unge i Danmark.