Dagen før dagen – 18 frivillige institutioner og organisationer kreerer metervis af flagranker til Folkefestival i Varde

I forbindelse med Folkefestivalen på Cirkuspladsen i Varde den 10. juni, har ikke mindre end 18 institutioner, herunder børnehaver, plejecentre, medborgerhuset, Røde Kors og SFO’er, klippet, klistret og syet i metervis af flagranker, der skal pynte og hænges op på festivalpladsen.

”Vi er fuldstændig overvældede over den store opbakning, derfor har vi dagen før festivalen fredag den 9. juni klokken 11 arrangeret en forfest/ ”overrækkelsesceremoni”, hvor vi indtil videre har små 300 tilmeldinger fra involverede flagranke-designere, siger Hanna Esmarch Lund, projektleder i Det Boligsociale Team i Varde, og tilføjer:

”Når festivalflagrankerne er overrakt og målt op meter for meter, fortsætter vi med dans for alle, hvor vores maskot pandaen Coco, giver den gas til musik af bandet ”Danser med piger”, der optræder på selve festivalen den efterfølgende dag på den store scene.”

I øvrigt har Føtex sponseret forfriskninger, og der er deltagelse af byrådsmedlemmerne Lars Teglgaard, næstformand for Udvalget for Kultur og Fritid og midlertidig formand for Udvalget Børn og Læring og Tina Agergaard Hansen, formand for Udvalget for Social og Sundhed og Udvalget for Arbejdsmarked og Integration.

”Forfesten” finder sted foran Varde Rådhus på Cirkuspladsen.

Programmet for Folkefesten i Varde via dette link: https://visamles.dk/varde-folkefestival

Foto: Fv. Olivier Holmgaard og Malek Ayach fra Boulevardkvarteret i Varde med festival-flagranker til Folkefestivalen den 10. juni.