DERFOR ER EN BEDRE POLITISK BALANCE I VARDE KOMMUNE VIGTIG!

Læserbrev af Henrik Vej Kastrupsen, Violvænget 4, 6840 Oksbøl. Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

I årtier har Venstre siddet med magten i Varde byråd. I nogle perioder har de været afhængig af Dansk Folkeparti, men det har aldrig betydet noget i praksis. Når vi fra Det Konservative Folkeparti er opmærksom på betydningen af en bedre politisk balance – altså en situation, hvor Venstre ikke har magten alene – så skyldes det, at vi ved, hvad der foregår udenfor byråds- og udvalgsmøderne. Kontakten til forvaltningen, eller arbejdet i maskinrummet, som vi ynder at kalde det, er helt afgørende i forhold til, hvilke sager, der præsenteres på et udvalgsmøde. Lad os tage et eksempel.

I Varde by har der været gennemført en flot områdefornyelse, men nogen synes, at vi skal videre med forskønnelsen af Varde by. De har derfor skabt noget, de kalder en helhedsplan. Helhedsplanen har til formål at fortsætte byforskønnelsen i Varde by, men samtidigt sidder vi i Det Konservative Folkeparti med en klar holdning til, at oplandsbyerne også trænger til en kærlig hånd. Derfor er det yderst uheldigt, at nogen har bedt forvaltningen arbejde én vej, når rigtig mange politikere mener, at der er brug for en anden prioritering i de kommende år.

Det Konservative Folkeparti vil gerne ind i maskinrummet, så vi kan påvirke de opgaver, som forvaltningen pålægges. Det kræver blot en ting, og det er, at du med dit kryds er med til at skabe en bedre politisk balance i Varde Kommune. En bredere konstituering efter dette valg vil gavne os alle.