Derfor flages der med færøsk flag i dag

Har du også undret dig over, at der flere steder flages med det færøske flag i dag?

På nyheder.tv2.dk har vi fundet svaret:

Det vakte nogen forundring, da det tidligere på året kom frem, at alle Danmarks statslige flagstænger skulle tælles.

Men nu er der kommet et resultat ud af anstrengelserne: Regeringen har besluttet at indføre officielle flagdage for Grønland og Færøerne.

Det var netop et ønske fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at indføre sådanne officielle flagdage, der lå bag optællingen af landets flagstænger.

Og statsministeren glæder sig da også over, at det nu er bestemt, at statslige myndigheder fremover skal flage med det grønlandske flag Erfalasorput på den grønlandske nationaldag, 21. juni, og med det færøske flag Merkid på Færøernes nationaldag, 29. juli.

– Jeg glæder mig til sommer, når det grønlandske og færøske flag for første gang vajer fra toppen af statens bygninger i hele riget og vores ambassader og repræsentationer i udlandet, udtaler statsministeren i en pressemeddelelse.

Der er i øvrigt 534 statslige flagstænger i Danmark.