”Det kan ikke være 10iCampus, Kommissionen har taget udgangspunkt i!”

Dagspressen har den seneste tid haft fokus på Reformkommissionens forslag om at ændre struktur i de nuværende 10. klasser. Og på 10iCampus lægger man ikke skjul på bekymring. Her har afdelingsleder Martin Wittenkamp for nylig været ude i flere medier og stille spørgsmålet: Hvor ændre på noget, der fungerer så godt, som tilfældet er.

Man besluttede hurtigt på kommunens 10iCampus at invitere interesserede fra Rådhuset til at høre mere om den succes, 10iCampus står for. Og flere takkede ja til tilbuddet om morgenkaffe i et af husets klasselokaler, hvor ungdomsskoleleder og afdelingsleder havde planlagt fremlæggelse af nuværende status samt visioner for 10iCampus.

Tilstede var Mads Sørensen, borgmester Varde Kommune, Kim Bondesen Nielsen, Skolechef, Britta Boel, direktør for Børn, Læring og Job, Lars Teglgaard, midlertidig formand for Udvalget for Børn og Læring, Toke Knudsmark, Ungdomsskoleinspektør og Martin Wittenkamp, afdelingsleder 10iCampus.

Med på mødet var også Lærke Pekruhn, der går i 10 klasse. Hun er medlem af elevrådet og derudover elevrepræsentant i Ungdomsskolen: Jeg havde en ide om, at jeg gerne ville i 10. klasse. Men jeg følte mig ikke klar i 9., så derfor valgte jeg at søge ind på gym-linjen på 10ICampus. Og det har jeg ikke fortrudt. Tvært imod.

10. klasse byder på rigtig mange muligheder for unge i kommunen. Her er forskellige linjer, så man kan altid finde den, der passer til de ønsker, man måtte have. Uanset, så er min oplevelse, at man vokser på alle niveauer. Selv har jeg forbedret mine karakterer, og så kan jeg mærke, at jeg er blevet meget mere moden. Jeg er klar til gymnasiet nu.
I 10. klasse har jeg også haft mulighed for at komme på studietur, og så er det unikke ved 10. klasse, at man er så velkommen. Når man starter, er alle lige. Vi er alle nye, så det er vanskeligt ikke at føle sig velkommen, og skabe nye relationer. Jeg vil også fremhæve OSO – den obligatoriske selvvalgte opgave. Her tager man udgangspunkt indenfor den uddannelse, man drømmer om, og lærer en masse om netop den retning. Jeg fik virkelig meget ud af det. I det hele taget er jeg blevet meget mere målrettet af at gå i 10. klasse.

Lærke Pekruhn yderst th.

”Der er så mange positive ting ved netop 10iCampus. Og jeg er klar over, vi nok skiller os ud på flere måder. Det, at vi er placeret på Campus, giver en fantastisk spejlingseffekt. Her er elever, der ser den verden, der måske venter, fordi vi har flere uddannelsessteder som nabo. Og så favner vi bredt. Vi hjælper de unge på vej i den studieretning, de ønsker, og guider dem på bedste måde. Her møder vi eleverne i øjenhøjde.”
– Martin Wittenkamp, afdelingsleder

”Vi ser meget andet her på stedet, end det kommissionen er nået frem til. Der er stor forskel på eleverne her på stedet, og vi møder dem, der hvor de er. Vi har skabt muligheden for forskellighed og åbnet døre, de unge måske ikke havde troet eller kendte til, inden de kom her hos os. Jeg må blandt andet fremhæve de to sprogklasser, hvor de to-sprogede elever går. Og vi oplever hele tiden, at de dygtiggør sig, så vi kan sende dem videre ind i en af de almindelige 10. klasser. Det er en succes hver eneste gang. Vi ser også muligheder i det forslag, Kommissionen har lagt frem, men vi ser en fare i at lave alt for meget om på de nuværende rammer, der er skabt her på stedet.”
– Toke Knudsmark, ungdomsskoleinspektør

“Jeg har selv gået i 10. klasse på Brorsonskolen, og jeg har rigtig mange gode minder med derfra. Og som 10iCampus har udviklet sig gennem årene kan man kun være stolt af at have en sådan uddannelsesinstitution i kommunen; de mange succeshistorier gør indtryk. Jeg er ikke i tvivl om, at kommissionen ikke har hentet inspiration her på stedet.”
– Mads Sørensen, borgmester Varde Kommune

”Man løfter en kæmpe opgave her på 10iCampus, og det kan ikke gentages for ofte, hvor godt I gør det. Og man skal også huske alle de fordele, der er ved at lægge alle uddannelsesinstitutionerne under samme tag. Det betyder noget for den enkelte elev at være en del af den store helhed. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man her på stedet løfter nogle elever, jeg kan være bekymret for, hvor ellers ville være.”
– Lars Teglgaard, midlertidig formand for Udvalget for Børn og Læring