Jeg har de sødeste naboer. Dejlige mennesker, der har været en del af min boble i i Corona-tiden. Siden vi flyttede til gaden for 15 år siden har de fungeret som fantastiske “reserve-bedster”, har hentet pigerne i børnehaven, når tiden kneb, taget med til bedsteforældredage og forskellige skolearrangementer gennem tiden. De kender virkelig mine piger – og nu er det så, jeg vil citere mine naboer for det, det er så forunderligt: “Det er da alligevel utroligt, at tre piger, der er født så tæt på hinanden, kan være SÅ forskellige!”
Spot on. Tanken har slået mig flere gange. Senest lørdag aften, da ældstedatteren skulle hente sin kæreste 45 km fra bopælen, og synes det kunne være hyggeligt at ha’ MOR med. Jeg slog GPS til, mens datteren lettere hånligt sagde, at hun faktisk godt kunne finde derop, fordi – hun havde jo lige været der. (Men jeg kender min datter … for hun ligner mig)
Jeg er simpelthen så vejblind. Har ikke tal på de gange, jeg er faret vild. Eller er holdt ind med tre måbende unger på bagsædet – og grædefærdigt ringet til en livline: Hvor er jeg…???
Mit glade humør ville ingen ende tage, da GPS’en kom. Men ikke desto mindre farer jeg stadig vild, så hende SIRI sidder der og RÅBER af mig…! Jeg kan for eksempel sagtens køre til adresse, hvor jeg skal dreje 3 gange for at finde ud, hvor jeg måske ved, hvilken vej jeg så skal dreje. Men det er ikke sikkert. Fordi alting vender bare modsat, når man skal tilbage, og så sker det, at jeg bliver forvirret…
Engang endte jeg næsten i Billund, og jeg skulle bare have været i Ansager…
Min mellemste datter til gengæld begriber ikke, man kan være så håbløs geografisk ubehjælpsom. Hun skal køre til en adresse én gang, og så er det ligesom kodet ind i hendes hoved FOR evigt, hvordan man finder frem og tilbage. Hun ligner sin far. Som konsekvent ruller med øjnene, når jeg på en køretur sidder og vedholder, at vi burde have drejet den anden vej, “fordi det siger min mavefornemmelse mig”.
Tilbage til lørdag aften, hvor Alberte nu har hentet sin kæreste, og skal hjem igen. Hun skal dreje to gange(!!!) for at komme tilbage på motorvejen. Ved første vej – 5 meter fra destinationen, holder hun – ser meget eftertænksom ud: Hvor kom vi egentlig fra?” Mens kæresten tager sig til hovedet og højlydt undrer sig…. Hvad han ikke ved er, at hun engang var små 4 timer om at finde hjem fra Randers, fordi hendes telefon var løbet tør for strøm…
Jeg ved præcis hvordan det er. Jeg har accepteret det, og kører ingen steder uden opladet Siri – for det kunne jo være, hun lige skulle hjælpe.
Yngdstedatteren har endnu ikke fået kørekort. Det skal blive spændende, men jeg har hende grueligt mistænkt for… at ligne… mig. Stakkels pige…