Elevpladsen er sikret – Mads vil i lære hos Varde Gulve

Siden han var 13 år, har han været ansat hos Varde Gulve. Og den nu 15-årige Mads Hvelplund er ikke i tvivl – han vil uddannes indenfor faget.

Han startede med at gå lidt praktisk til hånde i butikken. Støvsuge og rydde op, og snart fik han lov at komme med ud til kunder og hjælpe med småopgaver her.

– Det er vildt spændende. Jeg ved bare, at det er det her, jeg vil, fortæller Mads, der går i 9. klasse på Frelloskolen. Efter sommerferien starter han på Skibelund Efterskole, blandt andet for at dyrke en masse sport.

– Planen er, at jeg starter i lære hos Varde Gulve efter sommerferien i 2024, og det glæder jeg mig til, siger Mads Hvelplund.

Det er blandt andet det her med at få lov at bruge hænderne, der tiltaler firmaets yngste mand. Og at uddannelsesvalget lander her, er ganske naturligt: Jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg gerne vil være håndværker. Og da jeg startede her hos Varde Gulve, blev jeg hurtigt fascineret af det med at få tingene til at passe sammen. Som når man skal skære tæpper og lægge gulve, så de passer – det er fedt. Og jeg glæder mig til at starte rigtigt op, men nu venter der lige et ophold på efterskole, og så – ja hvem ved – måske er det mig, der kommer og lægger dit næste gulv, griner Mads Hvelplund.