… Jeg er vel 17 år. Og træt – har danset hele natten på Tropicana i Vesterbrogade i Viborg. Min veninde er blevet væk, og jeg kan heller ikke lige finde min trofaste nabo, der ellers altid tilbyder et bagagebærer, når han skal hjemad. Så jeg vælger at gå hjem – alene. Hvis jeg tager ruten op mod min gamle folkeskole, så er der hele tiden huse, jeg kan løbe ind til, hvis… Og det lille stykke gennem skolen, der kan jeg spæne. Og på den anden side, der kan jeg også løbe, til jeg er oppe ved Jegstrupvej, og så bare hen til krydset, så er jeg næsten hjemme.
Jeg kunne også bare ringe efter min far. Det ved jeg, han vil foretrække – i stedet for at gå hjem. Alene – fordi man ved jo aldrig…
Sådan var det dengang i slut-80’erne, da jeg trampede i byens vilde natteliv – valget stod mellem at have nogen at følges med hjem – ringe efter sine forældre – tage en taxa – eller gå alene og risikere at – ja blive overfaldet!
OG tænk, det har ikke ændret sig overhovedet i dag. Selv i lille hyggelige trygge Varde har jeg trofast hentet mine døtre på torvet, når de var færdige på Havana – kl. 2 – kl. 3 – og kørt dem – og deres veninder hjem. Fordi – man ved jo aldrig…
Det skræmmende er, at det ikke engang er noget, men stiller spørgsmålstegn ved – fordi, sådan er det bare. Det ER utrygt for en pige / kvinde at færdes alene i mørket alene – fordi – man ved jo aldrig.
… hvad i hedehulanen sker der? Kan NOGEN ikke gør ET ELLER ANDET?
Hvem er de? de banditter, der ødelægger det for de mange? Hvem var det, der slog min gode kammerats kæreste ihjel en fredag nat på gaden i Viborg, dengang vi var ganske unge. Hvem er det, der ligger på lur og er så sølle, at det eneste han tilsyneladende kan magtdemonstrere ved, er i form af overfald og voldtægt af en kvinde, der ikke lige havde nogen at følges med eller penge til en taxa.
Tænk over det – hvor vanvittigt det reelt er – at vi i dag STADIG knap nok stiller spørgsmålstegn ved, at vi pr. definition som kvinder skal passe på, ikke gå alene, overveje en peberspray – men allerhelst bare lade være med at gå ude i mørket alene – fordi – man ved jo aldrig.
Jeg bliver harmdirrende rasende – på vegne af alle kvinder i verden, ja jeg gør! Over at det får lov at ske. Og når det sker, og man finder banditten, så får han vel en lille bitte straf og en advokat der påstår, at den vanvittige adfærd skyldes en elendig barndom! Øv ja, jeg er sur. Ked af at tænke på den pige i England, der blev offer for en klam stodder, der ikke kunne styre sit syge sind.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at Sofie Linde lige tog den her også – fordi mens vi vræler om en hånd på låret i 1993, så er der stadig ALT for meget utryghed og overfald derude – tænk hvis man kunne “gøre noget”, så vi og vores døtre kunne færdes frit uden angst for at blive voldtaget og kvalt og kørt ud i en grøft. Men – måske kan vi alle sammen puffe til denne syge adfærd – på en eller anden måde – man ved jo aldrig…