“Du tror da ikke på, at det bliver til noget…?” Sådan har flere måbende sagt til mig, når jeg har råbt, hvor meget jeg glæder mig til sommerens mange oplevelser. De oplevelser, der giver fællesskab – oplevelser som vi kan leve længe på hen i sensommeren, inden efterårets storme kaster sig ned over os igen.
Jeg vil ha’ Varde Sommerspil – jeg vil ha’ Owen Luft – jeg vil ha’ Open Air – jeg vil ha’ fællesskabet tilbage – det fællesskab, der ikke er en bakteriefyldt sort sky, der hvisker olmt, at vi skal huske mundbindet, huske håndspritten, og at det giver 7 års ulykke, hvis du taler med mere end 5 personer.
Jeg hørte forleden, at man nu har forsøgt fest med 5000 mennesker i Madrid. Alle testet inden adgang til løjerne, og nu venter på man spændt på resultatet. Jeg sidder selv på kanten af stolen. Jeg trænger så meget til at stå på bænkene og råbe med på alle sangene en hel weekend, få gåsehud over 7-kantens smukke sommerspil osv. osv…
Jeg tager gerne en pind i både halsen og næsen og spytter på den, hvis det er det, der skal til. Giv mig nu bare noget af den lokale glade stemning tilbage, som jeg – og så mange andre – savner helt afsindigt.
(OG PS, jeg så faktisk i Debatten med Clement forleden, at mere end halvdelen af partilederne rakte hånden op, da de blev spurgt, om de troede, de skulle på festival i år. Jeg så det!)