”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv” blev en publikumstræffer på trods

25.000 publikummer oplevede årets Sommerspil i Varde, og spilleperioden blev afsluttet med en udsolgt forestilling fredag aften.

I 2020 måtte Varde Sommerspil udsættes til i år på grund af corona-pandemien. Da smittetallet efterhånden faldt i foråret, og restriktionerne blev lempet en smule, kunne Danmarks største friluftsspil gå i gang med prøverne, bygge scenen og kreere de mange kostumer.

Billetsalget blev igen åbnet, og de, der havde købt billet i 2020, fik nye pladser, fordi publikumsområdet skulle sektioneres, og der blev indsat såkaldte ”coronapladser” (fripladser mellem hvert selskab).

Men som i mange af H.C. Andersens eventyr, så endte det lykkeligt til sidst.

– På trods af de mange benspænd undervejs, så kunne vi præsentere vores forestilling den 1. juli, og den blev en succes hos anmelderne og blandt publikum, der i stort tal efterfølgende har kommenteret på fx Facebook. Det er altid spændende at stå med noget helt nyt og uprøvet, men det er vort helt klare indtryk, at vi ramte med denne forestilling. 2021 vil derfor stå i erindringen som det år, hvor vi satte alle sejl og fik medvind. Det er en fantastisk følelse at gå det næste år i møde med. Som en anmelder sagde, så gav det ikke mening at sondre mellem amatører og professionelle, når det gjaldt Varde Sommerspil. Det er i virkeligheden der, hvor vi godt vil hen med vore forestillinger, siger forestillingsleder Hans Gundesen.

Varde Sommerspil har oplevet en publikumsfremgang på ca. 20 % i forhold til 2019, selvom man har måttet efterleve diverse coronarestriktioner, hvilket har betydet, at der i gennemsnit har været 1.600 mulige pladser til salg pr. forestilling mod normalt 2.100.

– Vi landede på 25.000 publikummer, og det er vi særdeles tilfredse med, når vi ser på de vilkår, vi har haft i forbindelse myndighedernes krav til afvikling af Sommerspillet, og så glæder vi os selvfølgelig til 2022, hvor vi kan give den fuld gas og ikke skal tænke på coronapas, arealkrav og håndspritautomater, siger Hans Gundesen.

Vejret blev i øvrigt en god medspiller. Der faldt en heftig byge på ca. 10-15 minutter til én forestilling, mens de øvrige kunne afvikles i tørvejr.

– Mange ting er vi selv herre over, men vejret er jo altid en joker, når vi spiller teater under åben himmel. I år var vejrguderne i den grad med os. Det har været et fantastisk sommervejr – også i prøveforløbet i forbindelse med opløbet til premieren. Vi havde selvfølgelig haft en udfordring med tørring af kostumerne, hvis det for eksempel havde regnet til den første forestilling på de dage, hvor vi havde dobbelt-forestillinger, men det skete heldigvis ikke, slutter Hans Gundesen.

Lørdag morgen – efter den sidste forestilling fredag aften – gik nedbrydningen af scenen og oprydningen af ”spillergården” i gang, og lørdag aften samledes alle til afslutningsfest i Arnbjerg Pavillonen.

Sjældent har Varde Sommerspil fået så mange positive tilbagemeldinger fra publikum som i år med ”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv”.