Ginlikør, nissepis og hjemmelavet konfekt – Dixen har alt til julehyggen

“Alt er hjemmelavet.” Sådan lægger Karen Dixen ud, når man sender lækkersultne blikke hen mod alle fristelserne bag ruden i disken.

Karen ved om nogen noget om chokolade. Hun har arbejdet med det i hele sit voksne liv, og kunne da heller ikke tænke sig andet.

– Jeg var ung pige i huset, hvor butikken ligger, og blev hurtigt fascineret af selve håndværket, og som 17 årig overtog jeg såmænd forretningen. Fordi jeg var så ung, måtte mine forældre hjælpe mig, og de lod da også et par bemærkninger falde om, at det var lidt tosset – men det var det, jeg ville, smiler Karen Dixen, der altså som 17 årig stod med de gamle opskrifter og eksperimenterede med de lækre råvarer.

I butikken i Storegade i Varde finder man ikke blot den fineste hjemmelavede chokolade, her er også en væld af specialiteter indenfor spiritus, dressing, marmelade, topping og meget mere. Kravet om at få en plads på hylden i Dixen Chokolade er, at det skal være godt!

– Jeg vil ikke have produkter ind, man kan købe i supermarkedet. Her er kun specialiteter i den rigtig gode kategori.

Og lige nu er der særdeles juletravlt. Værtindegaver og mandelgaver er der stor efterspørgsel på, så der bliver pakket mange gavekurve her op mod jul.

– Man kan selv designe kurven; så pakker vi den, så den er klar til at blive foræret væk, men der kommer nu også mange og skal have julekonfekten i hus. For rigitg mange mennesker er det nemmere at købe det end at lave det selv, smiler Karen, der garanterer, at det jo også er hjemmelavet, så helt snyd er det ikke…

Se galleri fra butikken her: