Henrik Vej Kastrupsen – med handling i blodet og Oksbøl i hjertet

Når Henrik Vej Kastrupsen taler om Oksbøl, mærker man straks engagementet. For ham handler politik ikke om store ord, men om handling – og om at skabe konkrete resultater for det lokalsamfund, han holder af.

Som forstander for FOF Vest står Henrik i spidsen for et væld af aktiviteter, der styrker fællesskabet – fra danskundervisning for to-sprogede og IT-kurser for ældre til foredrag, rejser og kreative kurser. “FOF er et sted, hvor mennesker mødes og udvikler sig – uanset alder, baggrund eller erfaring,” siger han.

Gennem 15 år i Oksbøl Borger- og Erhvervsforening har Henrik været med til at omsætte idéer til handling. Foreningen er et levende eksempel på den ånd, der kendetegner Oksbøl: sammenhold, initiativ og lysten til at gøre en forskel. “Her bliver tanker til handling – og sådan skal det blive ved med at være,” siger han.

Henrik begyndte sin politiske rejse i 2018, valgt ind for Lokallisten, drevet af ønsket om en mere retfærdig fordeling af kommunens ressourcer. I 2021 fandt han et naturligt ståsted i Det Konservative Folkeparti, hvor fokus på ansvarlig økonomi, nærhed og respekt for fællesskabet matcher hans værdier.

Bag den politiske profil står et menneske med solid erfaring. Henrik har tjent sit land som officer og udsendt i Irak, arbejdet som turistchef i Ribe, Esbjerg og Fanø, og siden som presseofficer ved Danske Artilleriregiment. I dag leder han FOF Vest med blik for udvikling og kvalitet i både kultur og uddannelse.

Privat bor Henrik i Oksbøl sammen med sine døtre Nynne (21) og Signe (17). Han er stadig officer af reserven og repræsenterer Oksbøl og hele Varde Kommune i både Kultur- og Fritidsudvalget, Børn- og Læringsudvalget og som bestyrelsesmedlem i Vardemuseerne.

Klar til at tage ansvar

Når talen falder på borgmesterposten, er Henrik ærlig og ydmyg:

“Hvis der er et ønske om, at det er mig, der skal stå i spidsen, så stiller jeg mig til rådighed. Det vigtigste er, at vi får et byråd, der samarbejder – uanset partifarve.”

For Henrik handler det om bedre kommunikation, mere dialog og gensidig respekt:

“Det er, som om vi alle sammen er kommet for langt fra hinanden. I gamle dage fandt man en løsning – sammen. Det skal vi tilbage til. I dag læner vi os tilbage og overlader alt til kommunen. Jeg tror, vi alle trænger nok alle til et wake up call: Vi skal være bedre til at ville hinanden, vise omsorg og lytte. Varde Kommune er ikke bare et sted, men en arbejdsplads fyldt med mennesker, der skal mødes med en forståelse for, at vi– når alt kommer til alt – er i samme båd her i Varde Kommune”

Et af de områder, Henrik vil have særligt fokus på, er specialskoleområdet, som han mener ikke fungerer, som det skal.

“Jeg kunne godt forestille mig, at vi opretter mindre specialklasser på udvalgte skoler, og at Jacobi Skole bliver bedre rustet til kerneopgaven. Og så skal forældrene inddrages langt mere – det må ikke blive enten eller, men både og, og det må slet ikke ske på bagkant.”

Også ældreområdet fylder meget i Henriks vision for den næste valgperiode:

“Hvis du har boet i Billum  hele livet, og får brug for pleje, skal du ikke sendes til den anden ende af kommunen. Det er hverken menneskeligt eller hensigtsmæssigt – det kan vi simpelthen ikke være bekendt.”

Henrik Vej Kastrupsen tror på, at Varde Kommune rummer et stort potentiale – men at det kræver ærlig dialog at få det frem:

“Der er så mange gode ting ved at bo i Varde Kommune – det skal vi fortælle og have fokus på. Men det, der ikke fungerer, skal vi turde tale om og handle på.”

Henrik Vej Kastrupsen
Borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Varde
“Ord skal blive til handling – og Varde Kommune skal hænge sammen.”